Bredgade 54 - Postboks 2181 - DK 1017 København K

Telefon: 33 76 76 00 - Telefax: 33 76 76 99

Hjemmeside: www.apotekerforeningen.dk


27. december 2007
_________________________________________________________
Salg af potensmidler, kondomer og fortrydelsespiller topper i julemåneden

   December er tilsyneladende en festmåned for danskerne. I hvert fald er der mange ekstra ture til landets apoteker i julemåneden. I forhold til resten af året køber danskerne særligt mange potensmidler og kondomer i december. 
   Salget af kondomer og potensmidler steg med henholdsvis 12 og 10 procent i december måned 2006. Det svarer til, at apotekerne solgte knap 12.000 pakker kondomer og 23.000 pakker potensmidler – og der er ekstra gang i salget om fredagen, hvor der bliver solgt en tredjedel mere end de andre dage. Og intet tyder på, at det mønster ændrer sig i år. 

   Når tømmermændene letter efter julefrokosten, går turen for mange kvinder til det nærmeste apotek. Her topper efterspørgslen på nødprævention på mandage i julefrokostmåneden. I december sælger apotekerne 14 procent flere fortrydelsespiller end i årets øvrige måneder. På landets døgnapoteker ligger størstedelen af salget om søndagen, mens apoteker med normal åbningstid sælger næsten hver tredje pakke nødprævention om mandagen. De to første mandage i december sælges på landsplan knap 17 procent mere end en gennemsnitlig mandag. Da apotekerne havde første åbningsdag efter nytårsaften i år, blev der desuden solgt 95 procent flere pakker end på en normal mandag, viser tal Danmarks Apotekerforening.

   Pillerne kan tages senest tre døgn efter ubeskyttet samleje, og ifølge sundhedsfaglig chef i Danmarks Apotekerforening, Lotte Fonnesbæk, er det vigtigt, at pigerne bliver rådgivet grundigt, når de kommer for at købe nødprævention. 
   "For nyligt viste en spørgeskemaundersøgelse fra Århus Løve Apotek, at mange af de piger, der købte nødprævention, faktisk også brugte p-piller. Mange piger brugte begge dele, enten fordi de ikke troede, de var beskyttet i en evt. p-pille-pause, eller fordi de havde svært ved at huske at tage en tablet hver dag," siger Lotte Fonnesbæk. 
   Da fortrydelsespillerne kom i håndkøb i 2001, blev der solgt 41.000 pakninger på årsbasis. I 2006 blev der solgt knap 83.000 pakninger, hvilket ifølge Lotte Fonnesbæk kan være tegn på et øget kendskab til nødprævention. 
   Efter julefrokostmåneden er der desuden ekstra gang i salget af graviditetstest i januar.


Se tallene her


For yderligere information:
Sundhedsfaglig chef, Lotte Fonnesbæk – 33 76 76 66
Økonomiske konsulent Luise B. Kristoffersen – 33 76 76 03
_________________________________________________________

 
Nyt fra Danmarks Apotekerforening bliver udgivet af Danmarks Apotekerforening.

Ansvarshavende:

Kommunikationschef Birger Lenvig

 

Har du en bekendt eller en kollega, der  kunne have interesse i at modtage nyhedsbrev fra Danmarks Apotekerforening?

Kontakt: 

Journalist
Iben Nielsen

BEMÆRK!

Du kan ikke besvare denne e-mail.

Ønsker du ikke at modtage flere nyhedsbreve, kan du afmelde dig hos webredaktøren.

Se tidligere nyhedsbreve her.