Bredgade 54 - Postboks 2181 - DK 1017 København K

Telefon: 33 76 76 00 - Telefax: 33 76 76 99

Hjemmeside: www.apotekerforeningen.dk


4. marts 2008
_________________________________________________________
Dosispakket medicin giver mere sikkerhed for patienterne

   Medicinspild er kommet i mediernes søgelys igen. I dag kom det frem, at mere end 360 ton medicin blev sendt til forbrænding i 2007 i stedet for at blive brugt til at hjælpe de danske patienter. Det er store mængder medicin, der går til spilde, og det skal der gøres noget ved. Men der er intet grundlag for at tro, at dosispakket medicin giver mere spild, som det er blevet fremhævet i dag. Faktisk peger forskningen på, at dosispakket medicin giver mindre medicinspild. Det viser en medicinsk teknologivurdering, der er offentliggjort i Månedsskriftet for Praksis Lægegerning i 2006. De resultater bliver også bakket op af udenlandske undersøgelser.
   Dosispakket medicin til blandt andet ældre borgere sørger for, at de rette piller havner i de rette munde. Det giver store fordele – både for patienten og for samfundet, siger formanden for Danmarks Apotekerforening, Niels Kristensen, som svar på Dansk Sygeplejeråds kritik af ordningen. Kritikken går på, at der er meget medicinspild ved dosispakket medicin. Men faktisk er det lige omvendt. Hvis dosispakket medicin bliver brugt rigtigt, er der mindre spild, og det spild, der er, opvejes af de mange fordele som mere sikkerhed og tryghed, mindre fejlmedicinering og mindre ressourceforbrug:
   "Dosispakninger sikrer, at patienterne tager de rigtige piller på det rigtige tidspunkt. Dermed undgår patienten bivirkningerne ved at tage for meget medicin. Patienten undgår også, at medicinen ikke virker, fordi dosis ikke har været stor nok. På den måde får patienten præcis den behandling, som lægen har ordineret. Samtidig bruger patienten og samfundet færre ressourcer, fordi der bliver købt mindre medicin, som enten ikke bliver taget eller bliver taget forkert," siger Niels Kristensen.
   Det er ofte ældre mennesker, der får dosispakket medicin, og når dosispakket medicin bliver brugt rigtigt, giver det også patienten og de pårørende tryghed.
   Dansk Sygeplejeråd vil have apotekerne til at undersøge, hvor meget medicin, der spildes. Men det er vigtigere at finde ud af, hvorfor der sker spild, mener Niels Kristensen. Det kræver en god dialog med lægerne, kommuner og plejepersonale om, hvem der visiteres til ordningen, og hvordan den administreres i kommunerne. Plejepersonalet skal for eksempel huske at afbestille medicinen, hvis patienten skal indlægges. Ellers ved apoteket ikke, at leveringen af medicin skal stoppes.
   "Dosispakket medicin er en rigtig god og sikker løsning for borgere i stabil medicinering. Gives det til patienter, der ofte skifter medicin eller dosis, er det rigtigt, at der er risiko for spild. Derfor skal læger og plejepersonale kun bestille dosispakket medicin til de egnede patienter," siger Niels Kristensen.
   Han afviser samtidig – som Dansk Sygeplejeråd hævder - at apotekerne tjener store penge på at sælge så meget medicin som muligt:
   "Apotekernes indtjening bliver aftalt for en toårig periode med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, og den ligger helt fast. Vi tjener ikke flere penge, selvom vi sælger mere medicin. Vi har tværtimod en interesse i, at borgerne bruger medicinen rigtigt," siger Niels Kristensen.

For yderligere oplysninger:
Iben Nielsen, journalist, tlf. 28 73 42 66

_________________________________________________________

 

 

 

 

 
Nyt fra Danmarks Apotekerforening bliver udgivet af Danmarks Apotekerforening.

Ansvarshavende:

Kommunikationschef Birger Lenvig

 

Har du en bekendt eller en kollega, der  kunne have interesse i at modtage nyhedsbrev fra Danmarks Apotekerforening?

Kontakt: 

Journalist
Iben Nielsen

BEMÆRK!

Du kan ikke besvare denne e-mail.

Ønsker du ikke at modtage flere nyhedsbreve, kan du afmelde dig hos
webredaktøren

Se tidligere nyhedsbreve her.