|
Køb medicin med et klik på
www.apoteket.dk
Det er nemt, bekvemt og frem for alt er det sikkert. Apotekernes fælles hjemmeside www.apoteket.dk er blevet opgraderet med en helt ny e-handelsløsning, så alle kunder kan bestille deres receptpligtige medicin, håndkøbsmedicin og varer fra resten af apotekets sortiment på det virtuelle apotek, præcis når de vil - uden at gå glip af apotekets faglige rådgivning. Apotekerne kan tilbyde rådgivning via e-mail, og kunderne kan vælge at blive ringet op. Senere bliver det også muligt at få rådgivning via web-cam eller chat.
"På den måde sikrer vi, at kunderne får svar på deres spørgsmål om medicin, og samtidig kan det passes ind i deres travle hverdag," siger Lotte Fonnesbæk.
Sikkerheden er i top på e-handelsløsningen, da der kræves digital signatur for at købe receptpligtig og håndkøbsmedicin. Som kunde kan man selv vælge, om man ønsker at e-handle medicin fra det lokale apotek, eller om det skal være fra et apotek et helt andet sted i landet. Man bestemmer også selv, om man vil have medicinen sendt hjem eller hente den på apoteket, og om man vil betale med dankort samtidig med bestilling.
"Handlen foregår med et lokalt apotek og ikke med et centrallager. Det betyder, at medicinen stadig håndteres af apotekets faguddannede personale, der kontrollerer recepten, anvendelse, dosering og særlige forholdsregler. Kunderne får samme medicintilskud og samme mulighed for at få udleveret billigere kopimedicin. Så det svarer helt til, at medicinen blev købt på det fysiske apotek, bare mere fleksibelt," understreger Lotte Fonnesbæk.
Danskerne er det tredjemest e-handlende folk i EU. Derfor forventer Apotekerforeningen, at flere danskere også ønsker at købe deres medicin online fremover:
"Danskerne er bevidste forbrugere, og flere og flere handler på nettet, både i den yngre og den ældre del af befolkningen. Så selvfølgelig skal apotekerne tilbyde en moderne og sikker løsning til at imødekomme det behov hos vores kunder," siger Lotte Fonnesbæk.
Fakta
-
Den nye, forbedrede e-handelsløsning på
www.apoteket.dk er nem at bruge. Kunderne hjælpes på vej af en minivideo, der viser, hvordan man køber medicin trin for trin.
-
Så let er det: Opret dig som bruger og vælg det apotek, som lægen skal sende recepten til. Når recepten er sendt, kan du se den på www.apoteket.dk. Er du fast medicinbruger, kan du også lave et abonnement, så din receptmedicin, f.eks. p-piller, bliver sendt til dig automatisk. Du kan vælge af få besked på sms, når medicinen er afsendt fra apoteket eller klar til afhentning.
-
Du kan se hele apotekets varesortiment og dermed om dit apotek har de varer, du gerne vil købe, eller om de ikke kan skaffes for øjeblikket.
For
yderligere oplysninger:
Lotte Fonnesbæk, Sundhedsfaglig chef i Danmarks Apotekerforening, mobil 26 29 49 47
Anders Høj Eggers, Journalist, telefon 33 76 76 20
_________________________________________________________
|