Bredgade 54 - Postboks 2181 - DK 1017 København K

Telefon: 33 76 76 00 - Telefax: 33 76 76 99

Hjemmeside: www.apotekerforeningen.dk


16. juni 2008
_________________________________________________________
Konkurrencestyrelsen: Danmark har lavere medicinpriser end EU

   Den netop offentliggjorte Konkurrenceredegørelse, som Konkurrencestyrelsen har lavet, slår fast, at de danske medicinpriser er lavere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med. Tallene, der ligger bag redegørelsen, viser, at medicin i 2007 i gennemsnit var syv procent billigere end i de andre velstående EU-lande, jf. analyse.
   De årlige konkurrenceredegørelser har tidligere givet indtryk af, at apotekerne i Danmark prismæssigt viste tegn på konkurrenceproblemer, fordi medicinpriserne skulle være højere end i andre EU-lande. Det passer ikke, og den misforståelse bliver der nu rettet op på i årets redegørelse. Det glæder analysechef i Apotekerforeningen Per Nielsen.
   "Det er meget positivt, at Konkurrencestyrelsen nu punkterer den sejlivede myte om, at medicinpriserne skulle være højere i Danmark end i de andre EU-lande. Det er nu dokumenteret sort på hvidt, at medicinpriserne i Danmark er 7 procent lavere end EU-gennemsnittet. Jeg vil også gerne slå fast, at de danske medicinpriser fortsat falder til gavn for medicinbrugerne," siger han. Siden 2002 er apotekets medicinpriser faldet med 17 procent.

   Et lille skår i glæden 
   Redegørelsens objektive kriterier for, hvornår en branche viser tegn på væsentlige konkurrenceproblemer med blandt andet priser, peger nu ikke længere på apotekssektoren. Også indikatoren for højt afkast er i år taget af listen over tegn på konkurrenceproblemer. Alligevel har Konkurrencestyrelsen fortsat apotekssektoren med på listen over sektorer med konkurrenceproblemer. Det undrer Apotekerforeningen.
   "Konkurrencestyrelsen dokumenterer jo, at medicinpriserne i Danmark er lavere end EU-gennemsnittet, og de må erkende, at sidste års udhængning for et for højt afkast var en datafejl baseret på kun tre apoteksregnskaber. Derfor burde styrelsen tage den logiske konsekvens og fjerne apotekerne fra listen over brancher med konkurrenceproblemer. Det lægger styrelsens egne objektive kriterier jo også op til, og derfor undrer det mig, at de holder fast i deres gamle vurdering, bare fordi apotekerne lige som resten af sundhedsvæsenet ud fra sundhedspolitiske hensyn er underlagt en offentlig regulering og ikke er overladt helt til markedskræfternes frie spil," siger Per Nielsen.


For yderligere information:
Per Nielsen, analysechef i Danmarks Apotekerforening – Telefon 33 76 76 33 - Mobil 27 51 86 87

_________________________________________________________

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Nyt fra Danmarks Apotekerforening bliver udgivet af Danmarks Apotekerforening.

Ansvarshavende:

Kommunikationschef
Louise Ry

 

Har du en bekendt eller en kollega, der  kunne have interesse i at modtage nyhedsbrev fra Danmarks Apotekerforening?

Kontakt: 

Webredaktør
Julie Brogaard

Ønsker du ikke at modtage flere nyhedsbreve, kan du afmelde dig her

BEMÆRK!

Du kan ikke besvare denne e-mail.

Se tidligere nyhedsbreve her.