|
Apotekerforeningen: Selvfølgelig skal vi holde selvjustits
I artiklen "Lemfældig kontrol med medicin uden dokumenteret effekt", som Ingeniøren bragte d. 9/9, bliver Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet og organisationerne, der har nedsat det, mødt af hård kritik. Inga Marie Lunde fra Læger Uden Sponsor, som arbejder mod medicinalfirmaernes indflydelse på lægerne, kritiserer Lægemiddelstyrelsen for at overlade kontrollen til NSL. Hun mener ikke, at nævnet er i stand til at holde selvjustits. Til Ingeniøren siger Inga Marie Lunde: "Det er jo alle interessenterne i øget medicinforbrug, der er samlet i det nævn. Jeg synes ærlig talt, at det er en lidt underlig konstruktion, at lægerne og lægemiddelindustrien - og for den sags skyld apotekerne - sidder der sammen. Der kan virkelig laves nogle aftaler i porten."
Læs på lektien
Apotekerforeningens formand Niels Kristensen går skarpt i rette med kritikken. "Jeg ved ikke, hvad det er for nogle aftaler, Inga Marie Lunde insinuerer, der kan laves i porten. I virkeligheden har hun nok bare glemt at læse på lektien. NSL er et uafhængigt nævn med en uafhængig landsdommer som formand," siger han.
Inga Marie Lunde påstår – uden at dokumentere det – at NSL ikke kan holde selvjustits. Det er helt forkert, siger Niels Kristensen. "Vi mener, at det er muligt at udøve selvjustits i relationerne mellem lægemiddelindustrien, læger og apotekere. Der er en grund til, at NSL er et uafhængigt nævn og ikke en samling nikkedukker, som vi kan styre med ført hånd," siger han. Desuden både håber og forventer Niels Kristensen, at Lægemiddelstyrelsen kigger organisationerne, der har nedsat nævnet, efter i kortene. "Det er helt naturligt, at den ansvarlige myndighed fører tilsyn med os, men vi vil også selv gøre en indsats, ikke mindst med hensyn til forhåndstilkendegivelser, som myndighederne ikke giver sig af med" slår han fast.
Fakta:
Nævnet skal sikre et uafhængigt samarbejde mellem lægemiddelindustrien, læger og apotekere, hvor pressionsmuligheder og afhængighedsforhold er udelukket. Nævnet skal være med til at sikre, at lægernes ordination af lægemidler og apotekernes rådgivning om og udlevering af lægemidler sker upåvirket af uvedkommende økonomiske interesser. NSL er nedsat af Lægeforeningen, Apotekerforeningen, Lægemiddelindustriforeningen, Industriforeningen for Generiske Lægemidler og Parallelimportørforeningen.
NSL har en uafhængig jurist som formand, dommer i Østre Landsret Kaspar Linkis. Nævnet er herudover sammensat af en læge uden tilknytning til lægemiddelbranchen, speciallæge Jens Søndergaard, en pensioneret apoteker, apoteker Jens Overø, en person med klinisk farmakologisk viden, speciallæge Kim Dalhoff samt en person med særligt kendskab til gældende regler om reklame for lægemidler, tidligere politimester Michael
Clan.
Apotekerforeningens formand Niels Kristensen er også formand for
NSLs forretningsudvalg. Forretningsudvalget har intet med NSLs sagsbehandling eller drift at gøre.
For
yderligere oplysninger:
Journalist Anders Høj Eggers, telefon 33 76 76 20
_________________________________________________________
|