|
Forbrugerstyrelsen blåstempler apotekernes rådgivning
En storstilet test af
apotekerne foretaget af Forbrugerstyrelsen viser, at kunderne i
langt de fleste tilfælde får en rigtig god rådgivning, når de går på
apoteket for at købe håndkøbslægemidler.
"Undersøgelsen viser jo heldigvis, at apotekerne oftest er gode til
at spørge hvem, der skal bruge medicinen, og til at fortælle om
bivirkninger og risici. Men jeg vil alligevel opfordre forbrugerne
til selv at gøre apotekerne tydeligt opmærksomme på særlige forhold
som for eksempel allergi og graviditet," siger Louise Holck,
direktør i Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Forbrugerstyrelsen har testet rådgivningen af fire produkter som
næsespray, svampemidler, gigtmedicin og smertestillende lægemidler.
Kun i få tilfælde viser det sig, at kunden ikke får tilstrækkelig
rådgivning.
I få tilfælde får en gravid ikke tilstrækkelig rådgivning, da hun
køber det smertestillende håndkøbslægemiddel - Ipren.
"Det er ikke godt nok. Siden Forbrugerstyrelsen lavede testen i maj
måned, har vi taget fat i at forbedre rådgivningen af
håndkøbsmedicin. På apoteket skal vi sikre kunden en god
rådgivning," siger Apotekerforeningens formand Niels Kristensen.
Flere tiltag til forbedring
Siden
undersøgelsen blev lavet i maj, har Apotekerforeningen indført et
system på samtlige apoteker i Danmark, hvor en advarsel popper op på
apotekets skærm, når en kunde køber håndkøbsmedicin som Ipren. Det
betyder, at det fremover ikke kan lade sig gøre at udlevere
eksempelvis Ipren til en kunde, der oplyser, at hun er gravid, uden
at de faguddannede medarbejdere er opmærksomme på at advare mod
tabletterne.
"Så snart vi kendte resultatet af testen, indskærpede vi overfor
samtlige apoteker, at de skal være opmærksomme på ikke at udlevere
Ipren til gravide," siger Niels Kristensen.
I nær fremtid får alle apoteker besøg af Apotekerforeningens
konsulenter, der vil lægge særlig vægt på at optimere rådgivningen
ved køb af håndkøbslægemidler.
For
yderligere oplysninger:
Lasse Borgwardt Schmidt, journalist, Danmarks Apotekerforening,
telefon 2773 2185
_________________________________________________________
|