|
Ja vi kan forbedre patientsikkerheden
I dag holder Dansk Selskab for Patientsikkerhed konference med temaet ”Ja vi kan! forbedre patientsikkerhed”. Apotekerne har en del af løsningen, men mangler handling fra politikerne.
Hvert år dør 400 danskere i trafikken. Til sammenligning dør 5.000 hvert år på grund af medicinproblemer. Alligevel er der mere fokus på trafiksikkerhed, end der er på patientsikkerhed, og det kan kun gå for langsomt med at få patientsikkerhed i højsædet, mener Apotekerforeningens formand Niels Kristensen.
"Det er fuldstændig uacceptabelt, at der dør så mange danskere på grund af manglende styr på medicinen. Især fordi halvdelen af tilfældene kunne være undgået, hvis apotekernes viden om sikker medicinering og medicinhåndtering blev et fast tilbud til alle patienter, der får flere lægemidler samtidig. Det er mit håb, at patientsikkerhed bliver et lige så kendt begreb for danskerne, som trafiksikkerhed er det, så vi sammen kan forhindre så mange dødsfald som muligt," siger Niels Kristensen.
Apotekerne gør allerede i dag en stor indsats for at styrke patientsikkerheden. Hver dag redder apotekerne i gennemsnit 7 danskere fra en hospitalsindlæggelse som følge af kritiske medicineringsfejl. Hvert år retter apotekerne således i samarbejde med lægerne over 100.000 fejl i danskernes recepter. Apotekerne vil dog gerne gøre endnu mere.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som Apotekerforeningen er medlem af, fremlægger i dag en ambitiøs strategi for fremme af sikker medicinering. Apotekerne kan være en af flere parter, der kan hjælpe patienter, som får flere lægemidler
samtidig ved at gennemgå al patientens medicin for at undgå medicineringsfejl. Samtidig kan apotekerne undervise plejepersonale og sundhedspersoner i kvalitetssikring af medicinhåndtering og i sikker medicinering.
"Jeg har store forventninger til, at de mange gode kræfter, der er samlet i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, vil tage positivt imod det ambitiøse forslag, som skal sikre et mere sikkert medicinforløb," siger Niels Kristensen. Den endelige strategi skal vedtages af Selskabets bestyrelse til juni.
Fakta:
Dansk Selskab for Patientsikkerhed blev stiftet i 2001 og har til formål at sprede viden, påvirke beslutningstagere og igangsætte projekter for at øge sikkerheden for danske patienter. Apotekerforeningen var med til at stifte Dansk Selskab for Patientsikkerhed og sidder i bestyrelsen for selskabet.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed fremlægger i dag en strategi for fremme af sikker medicinering på en konference i København med temaet ”Ja vi kan! forbedre patientsikkerhed”.
For yderligere information:
Lasse
Borgwardt Schmidt, journalist, Danmarks Apotekerforening, telefon
2578 7985
_________________________________________________________
|