|
4,3 minutters ventetid på apoteket
Ny undersøgelse punkterer myten om lang ventetid på de danske apoteker.
Står man i kø på apoteket, kan ventetiden for nogle kunder føles nærmest uendelig. Det har været med til at skabe en myte om, at man altid venter i meget lang tid på medicin og rådgivning på apotekerne. Men en ny undersøgelse baseret på 370.000 kunders
faktiske ventetid i oktober 2009 viser, at den gennemsnitlige ventetid på apoteket er på 4,3 minutter – målt fra kunderne trak et nummer, til de blev ekspederet.
Apotekerforeningens formand Niels Kristensen er glad for resultatet.
"At få fakta på bordet kan være med til at punktere nogle myter, og en gennemsnitlig ventetid på under fem minutter synes jeg, er et fint resultat," siger han og tilføjer, at der selvfølgelig kan være udsving i den enkeltes ventetid, og der kan være kunder, som
oplever ventetiden som lang tid. Men overordnet ser han det som et tegn på en effektivt og veldrevet sektor.
"Det tager tid at give en god rådgivning om noget så vigtigt som medicin. Og hvilket
andet sted i sundhedsvæsenet venter man i under fem minutter – og har adgang til faglig rådgivning uden tidsbestilling," spørger Niels Kristensen.
Apotekerforeningen måler løbende ventetiden på apotekerne. Siden 2008 er der
gennemført fem landsdækkende målinger af ventetiden på ca. 150 apoteker med elektroniske kønummersystemer. Tilsammen omfatter undersøgelserne 1,5 millioner kunder, som i gennemsnit ventede 4,6 minutter. I den seneste undersøgelse i oktober 2009 er
ventetiden nede på 4,3 minutter.
Selv om ventetiden generelt er kort, arbejder apotekerne med at nedbringe ventetiden. Blandt andet ved at flytte flere medarbejdere ud i skranken frem for at klargøre
medicinen inde i baglokalet, ligesom mange apoteker i de senere år har købt robotter til at fremtage medicinen.
Som kunde på apoteket kan man også selv bruge nogle tricks for at skære ventetiden ned. Undersøgelsen viser nemlig, at der er kortest ventetid på apoteket onsdage og
torsdage, ligesom morgen- og formiddagstimerne er mindre travle end resten af dagen. Hvis man kan gå på apoteket i det tidsrum, vil man skulle vente i endnu kortere tid.
Fakta om undersøgelsen
• Den gennemsnitlige ventetid på apoteket er 4,3 minutter
• Blot 7 procent af kunderne venter mere end 10 minutter
• Undersøgelsen af ventetid på apoteket er foretaget af Apotekerforeningen på
baggrund af målinger fra hele landet
• Den er baseret på kundernes ventetid fra de trak et nummer, til de blev
ekspederet
Hvad går tiden med?
Først skal recepten kontrolleres. Det kontrolleres, at medicinbrugerens og lægens data er korrekte, og indikation og dosering vurderes. Over 100.000 gange om året retter apoteket fejl i recepterne, og i gennemsnit 7 gange om dagen redder apoteket en dansker fra en hospitalsindlæggelse som følge af fejlmedicinering. Efter kontrol af recepten skal
apotekets personale ekspedere de lægemidler, som er angivet. Apoteket vælger derefter det
billigste lægemiddel fra dagens prisliste af generisk substituerbare lægemidler. Tilskuddet til medicinbrugens køb af lægemidlet beregnes ved et elektronisk opkald til det Centrale Tilskudsregister. På samme tid indberettes købet til registeret. Apoteket laver en etiket med angivelse af navn på medicinbrugeren, indikation samt dosering af lægemidlet. Når lægemidlet er udleveret, skal personalet rådgive om brug af medicinen og eventuelle bivirkninger. |
For yderligere oplysninger kontakt:
Lise Møller Aarup, journalist, Danmarks Apotekerforening, mobil: 24 23 51 50.
|