Ny svensk forskning konkluderer, at patientsikkerheden på apotek er faldet betydeligt efter liberaliseringen af apotekerne i Sverige. Andelen af de apoteksansatte, der ville føle sig trygge som kunde på apotek, og som finder, at medicineringsfejl håndteres korrekt, er således faldet med omkring 10 procentpoint i forhold til niveauet før liberaliseringen. Apotekspersonalet mener også, at personalenormeringen er blevet ringere på apotek efter liberaliseringen.
 
En ny endnu ikke publiceret forskningsartikel af de svenske forskere Sofia Kälvemark Sporrong og Annika Nordén-Hägg påviser øget arbejdspres og lavere medicinsikkerhed. Forskerne konkluderer, at politiske reformer i sundhedsvæsenet har betydning for patientsikkerheden. Den svenske patientsikkerhed, som den opleves af apotekspersonalet, er påvirket negativt af liberaliseringen. Den nye svenske forskning bekræfter dermed konklusionerne fra den eksisterende internationale forskning.
 
Undersøgelser gennemført af Farmaciforbundet i Sverige viser også en nedgang i kompetenceudviklingen blandt personalet, et højere arbejdspres og en forringet service på apoteket i forhold til før omreguleringen af apotek. Og Statskontoret i Sverige advarer om manglende kompetenceudvikling og sikkerhed på apotek efter omreguleringen.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her