Tre minutter og ét sekund. Så kort var ventetiden i gennemsnit på landets apoteker i oktober 2013. Det er den hidtil laveste ventetid, der er målt, siden apotekerne i 2008 begyndte at måle og offentliggøre ventetiden systematisk. Den gennemsnitlige ventetid er dermed faldet med 40 procent siden 2008.

Samtidig blev 98 procent af kunderne ekspederet inden for 10 minutter. Det betyder, at den andel af kunderne, der oplever at komme til at vente i over 10 minutter, er nedbragt med 80 procent siden 2008.

Det markante fald i ventetiden på apoteket er resultatet af et flerårigt strategisk fokus på at nedbringe ventetiden. De kortere ventetider de senere år skyldes således blandt andet udbredelsen af straksekspedition, optimerede bemandingsplaner og installation af mange nye robotter, som hurtigt henter medicinen frem.

I apotekernes strategi er målet, at den gennemsnitlige ventetid skal under fem minutter og højst fem procent af kunderne må vente i mere end 10 minutter. Begge målsætningerne er opfyldt for apotekssektoren som helhed for alle ugedage og alle timeintervaller inden for normal åbningstid.

Den gennemsnitlige ventetid varierer mellem 1,9 og 3,7 minutter i de forskellige timeintervaller henover hele ugen. De korteste ventetider er typisk først og sidst på dagen. De længste ventetider er fredag og lørdag omkring middag, hvor apotekerne typisk ekspederer flest kunder pr. åbningstime. På alle tidspunkter af ugen er den gennemsnitlige ventetid lavere end de højst fem minutter, der fremgår af apotekernes strategi.

Ventetiden er i oktober målt for en halv million kunder på 229 apoteker landet over i uge 41. Siden 2008 er ventetiden målt systematisk 17 gange for i alt 6,8 millioner kundeekspeditioner.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her