Salget af antidepressiv medicin er mere end firedoblet siden 1996. Det svarer til en stigning på knap 10 procent om året i gennemsnit i perioden 1996-2012. Imidlertid var 2012 året, hvor forbruget af antidepressiv medicin faldt for første gang siden 1996 med omkring 2,5 procent. Der blev i 2012 i alt brugt 166 millioner døgndoser antidepressiv medicin.
 
Antallet af personer i behandling med antidepressiv medicin er i perioden 1999-2012 næsten fordoblet – fra 238.000 personer i 1999 til over 450.000 personer i 2012. Det svarer til en gennemsnitlig årlig stigning på 5 procent.
 
Det er særligt kvinder og ældre, der får ordineret antidepressiv medicin. Således er der 80 procent flere kvinder end mænd, der bruger antidepressiv medicin. Hver fjerde kvinde over 80 år tager antidepressiv medicin, og det ligger 50 procent over mænds forbrug i samme aldersgruppe. Samlet set tager 106 ud af 1.000 kvinder antidepressiv medicin i Danmark, mens det tilsvarende tal for mænd er 60.
 
I Region Syddanmark bruger relativ flest borgere antidepressiv medicin. I forhold til landsgennemsnittet bruger 11 procent flere borgere antidepressiv medicin per 1.000 borgere i Region Syddanmark. I Region Midtjylland bruger 9 procent flere personer antidepressiv medicin per 1.000 borgere. I Region Hovedstaden derimod bruger 13 procent færre borgere antidepressiv medicin per 1.000 borgere.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her