Den allergimedicin borgerne køber på apotekerne er langt billigere og har samme virkning som den mærkevaremedicin, de kan købe i detailhandlen. Eksempelvis kan kopier til antihistamin-mærkevaren Benaday fås 75 procent billigere på apotek.
 
I kiosker og supermarkeder køber kunderne produkter med velkendte mærker, som optræder og markedsføres i reklamer. På apoteket er udvalget større, og det faguddannede personale kan tilbyde borgerne en billig kopi, der virker præcis ligeså godt som detailhandlens dyre alternativer. Derudover kan personalet, i modsætning til i detailhandlen, også rådgive om medicinen, og hvordan man som allergiker bedst håndterer sin allergi.
 
Pollensæsonen står for døren, og DMI opgør dagligt pollental. Det betyder, at allergikere så småt skal til at købe nye forsyninger af deres allergimedicin. Og der er grund til at kigge sig for, inden man køber sin allergimedicin på grund af de store prisforskelle på samme slags medicin.

Allergimedicin er liberaliseret, og derfor kan det købes både på apoteket og i supermarkeder, i kiosker og på tankstationer. Efter liberaliseringen af håndkøbsmedicinen er der ingen prisregulering, og derfor vil priserne svinge fra butik til butik og fra apotek til apotek.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her