43 apoteker i landets tyndt befolkede egne er truet af lukning, hvis salget af receptmedicin liberaliseres, og apotekernes interne udligningsordning bliver afskaffet, som Matas og Liberal Alliance ønsker det.

Det økonomiske udligningssystem mellem apotekerne har stor betydning for den geografiske dækning og for tilgængeligheden til lægemidler og sundhedsfaglig rådgivning i tyndt befolkede egne. Uden tilskud fra udligningsordningen er det sandsynligt at udkantsapoteker, der samlet betjener knap 500.000 danskere i mindre byer, vil være truet af lukning.

De berørte apoteker ligger mere end 5 kilometer fra det nærmeste andet apotek, og en lukning af de 43 apoteker vil derfor efterlade indbyggerne i de ramte områder med langt til nærmeste apotek. De 9 apoteksudsalg, 119 håndkøbsudsalg og 29 medicinudleveringssteder - eller i alt over 150 udleveringssteder for receptmedicin - der er tilknyttet de berørte apoteker, må også forventes at lukke uden udligningssystemet.

20 af de 43 lukningstruede apoteker ligger i byer, hvor der ikke er en Matas-butik. Og for 17 af de lukningstruede apoteker er der 10 kilometer eller længere til nærmeste Matas-butik. En afskaffelse af udligningsordningen og en lovliggørelse af salg af receptpligtig medicin i Matas vil derfor hverken opretholde eller øge tilgængeligheden til medicin for mange danskere.

Udligningsordningen går kort sagt ud på, at apoteker i landets større byer giver tilskud til driften af apoteker i områder, hvor der er længere mellem kunderne.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her