Et markant flertal på tre ud af fire danskere siger nej til at liberalisere apotekerne, så alle frit kan eje, åbne og lukke apoteker i Danmark. Fire ud af fem borgere er imod, at eksempelvis Matas og supermarkedskæder skal kunne sælge receptmedicin. Kun hver sjette er enig eller overvejende enig i, at apotekerne bør liberaliseres, og at supermarkeder skal kunne sælge receptmedicin. Det fremgår af en ny undersøgelse, som MEGAFON har foretaget for Danmarks Apotekerforening i marts 2014.  


I Danmark er det via lovgivning sikret, at kun farmaceuter må eje et apotek. Det personlige farmaceutiske ejerskab sikrer, at apotekerne er uafhængige af økonomiske særinteresser, og at apoteket giver uvildig sundhedsfaglig rådgivning. 62 procent af danskerne støtter op om farmaceutejerskabet.


I udlandet ser man ved liberaliseringer kapitalfonde opkøbe apotekskæder, og også multinationale apotekskæder rykker ind og bliver dominerende aktører på de nationale markeder. I Danmark vil også Matas og supermarkedskæder åbne apoteker og sælge receptmedicin. Det er danskerne imod, viser MEGAFON-undersøgelsen.


Ifølge MEGAFON er 78 procent af danskerne imod, at eksempelvis Matas og supermarkedskæder skal kunne sælge receptmedicin. Kun 16 procent mener, at det er en god idé. Og 66 procent af danskerne er modstandere af, at kapitalfonde skal have lov til at drive apotek. Modstanden imod, at Matas og supermarkedskæder kan sælge receptmedicin, er således større end modstanden imod, at internationale kapitalfonde kan drive apoteker.


96 procent har tillid til, at det er sikkert og trygt at få udleveret sin medicin på apoteket. Kun 40 procent mener, det er sikkert og trygt i detailhandlen (f.eks. i Matas og supermarkeder). 


Befolkningen bakker derimod op om de grundlæggende elementer i den nuværende regulering af apotekerne. Udover opbakningen til farmaceutejerskabet synes 84 procent, at man bør bevare udligningsordningen. Den betyder, at apoteker i store byer bidrager til at sikre borgeres adgang til medicin i tyndt befolkede områder ved at betale en afgift til apoteker, som ligger i yderområder.

 

Læs analysen her 

Læs det udsendte nyhedsbrev her