Hvert år opfanger apotekerne ca. 100.000 fejl i lægernes recepter. Mere end hver anden fejl er kliniske fejl, såsom forkert lægemiddel, forkert dosis eller forkert styrke. En del af disse fejl er potentielt farlige for borgerens helbred. Således skønnes apotekernes kontrol af lægernes recepter at forhindre syv indlæggelser om dagen. Det peger en ny undersøgelse af apotekernes receptkontrol i 2013 fra Danmarks Apotekerforening på.
 
Hver dag kommer borgere ind på apotekerne for at få udleveret den medicin, som deres læge eller sygehuset har udskrevet til dem. Men nogle af recepterne indeholder fejl. Mere end hver anden fejl er såkaldt klinisk og vedrører selve lægemidlet. Apotekerne finder kliniske fejl på 0,16 % af alle recepter. På landsplan skønnes det, at apotekerne årligt laver ca. 57.000 kliniske receptkorrektioner.
 
En klinisk fejl kan være fejl i dosering af lægemidlet eller lægemidlets styrke. Eller at lægen har ordineret et helt forkert lægemiddel. Seks ud af ti kliniske korrektioner falder i disse tre kategorier. Hvis de kliniske fejl ikke opdages og rettes, kan det få konsekvenser for patientens behandling og helbred. Det kan betyde forlænget sygdomsperiode eller indlæggelse af patienten.
 
Når de ansatte på landets apoteker opdager en fejl på en recept, tager de kontakt til lægen og får den i samarbejde korrigeret.
 
Udover de kliniske fejl er der også administrative fejl i recepterne. De er som udgangspunkt ikke farlige for patienten, men kan fx betyde mistet tilskud. De administrative og kliniske korrektioner estimeres sammenlagt at løbe op i ca. 100.000 om året. Resultaterne af denne undersøgelse bekræfter Lægeforeningens og Apotekerforeningens fælles undersøgelse af receptkorrektioner fra 2008. Den viste, at apotekernes receptkontrol hver dag forhindrer syv hospitalsindlæggelser.

Læs analysen her 

Læs det udsendte nyhedsbrev her