Apotekets priser på medicin faldt 8½ procent i 2013. Derfor sparede regionerne 600 millioner kroner på udgifter til medicintilskud på apoteket i 2013. Faldet på 10 procent er det største fald i de offentlige udgifter til medicintilskud i mange år. Siden 2007 er udgifterne til medicintilskud faldet med 25 procent svarende til 1,8 milliarder kroner. I samme periode har apotekerne udleveret godt 20 procent mere tilskudsberettiget medicin. Der er dermed udleveret en femtedel mere medicin for en fjerdedel færre offentlige tilskudskroner. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Forklaringen på de faldende medicinudgifter er vedvarende prisfald på apoteket. Prisen på den medicin, der kun må udleveres på apoteker, faldt samlet set med 8,6 procent i gennemsnit i 2013. Dermed er apotekets medicinpriser næsten halveret siden 2000. De markante prisfald på apoteket skyldes patentudløb og apotekets uvildige substitution til den billigste kopi.

Baggrunden er en skarp priskonkurrence i leverandørleddet og en lav, stramt statsstyret apoteksavance. Priskonkurrencen sker ved 14-dages licitationer. Da apotekerne uvildigt substituerer til den billigste kopi, vinder den billigste leverandør stort set hele det danske marked i 14 dage. Det giver leverandørerne et stærkt incitament til at tilbyde den laveste pris. Samtidig tjener danske apoteker hverken mere eller mindre på at tilbyde kunden den billigste kopi. Og apotekets salg af andre varer end medicin medvirker til at nedbringe apotekets avance og dermed prisen på medicin.

Apoteksreguleringens incitamenter og sikring af uafhængighed og uvildighed sikrer således lave og faldende priser og offentlige udgifter til medicintilskud.

Priserne på den håndkøbsmedicin, der er liberaliseret til salg også i detailhandlen, er derimod ikke faldet. De liberaliserede priser er tværtimod steget med 22 procent fra 2000 til 2012. Tal for 2013 er her forsinket på grund af manglende indberetninger fra detailhandelsbutikker.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her