MEGAFON: Ni ud af ti danskere er tilfredse eller meget tilfredse med apoteket, som de kender det i dag. Kun tre procent er utilfredse. Der er udbredt tilfredshed med tilgængeligheden til apoteker, til lægemidler og til rådgivning. Og der er stor tilfredshed med og tillid til kvaliteten af den uvildige sundhedsfaglige rådgivning. Det viser en MEGAFON-måling foretaget for Danmarks Apotekerforening i marts 2014.

Undersøgelsen viser, at 91 procent er tilfredse med afstanden til nærmeste apotek. Kun to procent er utilfredse og mener, at der er for langt. Apotekerne er selv med til at sikre, at også borgerne i udkantsområder har mulighed for at få adgang til deres medicin uden at skulle køre ind til en af landets større byer. En intern udligningsordning sikrer tilgængelighed til apoteker i yderområder. Og op mod 1.000 andre udleveringssteder for medicin i mindre butikker spredt ud over hele landet sikrer adgang til receptmedicin i lokalområdet.

Et markant flertal på 82 procent af de adspurgte er tilfredse eller meget tilfredse med apotekernes åbningstid, og 85 procent er tilfredse eller meget tilfredse med, at apoteket har lægemidlerne på lager med det samme, så kunden ikke behøver komme igen. Kun fire procent er utilfredse.

Der er også stor tilfredshed med den sundhedsfaglige rådgivning på apoteket. 83 procent af borgerne er tilfredse eller meget tilfredse med rådgivningen, mens kun tre procent er utilfredse.

89 procent oplever, at de får en neutral og uvildig rådgivning på apoteket, og 96 procent har tillid til, at det er sikkert og trygt at få medicin udleveret på apoteket. Omvendt har kun 40 procent tillid til medicin udleveret fra detailhandelsbutikker. Et markant flertal på otte ud af ti mener ikke, at supermarkeder og Matas selv bør have lov til at sælge receptmedicin. Selv hvis supermarkedskæder fik lov til at drive apotek, ville to tredjedele af befolkningen ikke overveje at købe/hente deres receptmedicin i supermarkedet.

Læs analysen her 

Læs det udsendte nyhedsbrev her