Over 4 millioner danskere bruger receptmedicin i løbet af et år. 700.000 af dem bruger mere end fem forskellige lægemidler. Dermed er hver ottende indbygger såkaldt polyfarmacipatient. Blandt ældre og blandt personer med de store folkesygdomme er andelen væsentligt højere. To ud af tre ældre, der er ramt af Parkinsons sygdom eller af demenssygdom, bruger således mere end fem slags medicin. De er dermed særlig udsat for medicinproblemer.

Andelen af polyfarmacipatienter er høj inden for de store folkesygdoms­grupper. Over en halv million hjerte-karpatienter - svarende til 40 procent - bruger mere end fem forskellige lægemidler over en periode på seks måneder. Men blandt diabetespatienter og gigtpatienter er over 60 procent polyfarmacipatienter.

Den højeste polyfarmaciandel findes dog blandt ældre, der lider af demenssygdom eller af Parkinsons sygdom. Over 95 procent bruger også andre lægemidler. Og to ud af tre bruger mere end fem forskellige lægemidler. Det øger risikoen for lægemiddelrelaterede problemer.

Disse patienter har behov for et stærkt patientsikkerhedsnet omkring dem, når det drejer sig om korrekt og sikker lægemiddelanvendelse. Det er især vigtigt i forhold til interaktioner, substitutioner, tilskudsregler, bivirkninger mm., som kan være vanskelige at holde styr på.

Det er derfor vigtigt, at patienterne og deres pårørende har adgang til god, sundhedsfaglig rådgivning og vejledning og bistand til at sikre, at lægemidlerne anvendes korrekt, og at der tages hånd om eventuelle lægemiddelrelaterede problemer.

For mange vil en medicingennemgang kunne bidrage til at identificere og løse lægemiddelrelaterede problemer. Mange vil også kunne have gavn af maskinel dosispakning af deres medicin for at holde styr på de mange forskellige lægemidler, og hvornår de skal tages. Det vil kunne bidrage til en mere sikker og effektiv lægemiddelanvendelse.

Læs analysen her 

Læs det udsendte nyhedsbrev her