Apotekerne åbner 53 nye apoteksfilialer landet over. Siden 1. juli 2015 er der oprettet 29 nye apoteksfilialer, og der er planer om at oprette mindst 24 mere i resten af 2015. Ved årets udgang vil der dermed være mindst 17 procent flere apoteker, hvor borgerne kan indløse deres recept og med det samme få medicin og sundhedsfaglig rådgivning af sundhedsprofessionelle. Flere byer, der ikke havde et apotek før, får nu sit eget apotek. I andre byer øges konkurrencen som følge af flere apoteksenheder.

Den øgede tilgængelighed og skærpede konkurrence er et resultat af en modernisering af apotekerloven fra 1. juli 2015. Den betyder blandt andet, at apotekerne mere frit kan oprette nye filialer. Apotekerne har længe efterspurgt den øgede fleksibilitet. Allerede den første dag med den nye lov åbnede apotekerne 13 nye apoteksfilialer.

Godt to tredjedele af de 53 nye filialer er opgraderinger af tidligere apoteksudsalg. De kan nu ekspedere recepter med det samme. De fleste nye apoteksfilialer etableres i samme by som moderapoteket. Her er oftest både tale om øget konkurrence om kunderne blandt flere lokale apoteker og om øget service for borgerne i form af et mere fintmasket net af apoteker med receptekspedition. Omvendt er der også en række af de nye apoteksfilialer, der åbnes i mindre byer, der ikke har et apotek i forvejen.

I analysen vises, hvor de 45 officielt kendte, nye filialer ligger i forhold til landets øvrige 312 receptekspederende apoteksenheder og knap 1.000 øvrige udleveringssteder.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her