Danskerne er ikke trygge ved medicin i detailhandlen, de vil holde fast i, at kun farmaceuter må eje og drive apoteker, og tilliden til de nuværende apoteker er tæt på 100 procent. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet M3 Research har lavet for Danmarks Apotekerforening.

"Det viser, at danskerne bakker op om grundprincipperne i den nuværende regulering. Danskerne vil bevare apotekerne som en del af sundhedssektoren, hvor fokus er på patientsikkerhed, og ikke som en del af detailhandlen, hvor fokus er på at lokke flere kunder i butikken," siger Anders Kretzschmar, administrerende direktør i Danmarks Apotekerforening.
 
I undersøgelsen siger 68 procent, at de er uenige, når de bliver spurgt, om de har tillid til, at det er sikkert og trygt at få medicin udleveret i detailhandlen. 98 procent siger, at det er sikkert og trygt at få medicinen udleveret på apoteket. I den samme undersøgelse siger 81 procent, at det kun bør være en lægemiddeluddannet person, som må eje og drive et apotek.
 
Danskerne bakker dermed op om de grundlæggende elementer i den nuværende regulering af apotekssektoren, hvor farmaceutejerskabet skal sikre, at udleveringen af medicin ikke bliver blandet sammen med kapitalinteresser, og hvor uvildig rådgivning om medicin skal værne om medicinsikkerheden.

Kontaktinformation

Journalist Peter Starup på 2677 2599