De første apoteker var både krostuer og leverandører af eksotiske lækkerier. Apoteket var også en større virksomhed med eget laboratorium. Der blev fremstillet piller, miksturer og andre typer medicin.

Det første apotek åbnede i København. Tre år senere blev det første apotek i provinsen oprettet. Herefter kom der et nyt apotek til omkring hvert femte år. I 1672 var der 24 apoteker i Danmark. I den periode fik blandt andre Århus, Viborg, Aalborg og Ribe et apotek.

I 1672 slog medicinalordningen fast, at kun apotekerne måtte tilberede og forhandle lægemidler. Ingen måtte drive apotek uden at have kongelig bevilling til det. Medicinalordningen gav alle apotekerne i provinsen lov til at forhandle vin. Det skulle hjælpe på økonomien der, hvor salget af lægemidler var småt. Den ret forsvandt med en ny apotekerlov i 1913. Her mistede apotekerne også eneretten til at fremstille lægemidler. Nu havde de kun ret til det.

På det tidspunkt havde den industrielle udvikling taget fart. Mere og mere af produktionen blev overtaget af medicinalvirksomheder. Lovkravene til apotekernes produktion blev strengere. Derfor kunne det efterhånden ikke svare sig, at apotekerne selv fremstillede lægemidler. I dag er apotekernes produktion helt ophørt.

I lang tid toppede antallet af apoteker med 354 i 1961. Efter apotekerloven fra 2015 er antallet nu vokset til 446 apoteker.

Apotekernes mærkelige dyrenavne

Mange af de ældre apoteker har dyrenavne, som eksempelvis løve, svane eller delfin. Det er ikke nogen entydig forklaring på det, men der er nogle gode teorier. I middelalderen begyndte man at give byernes huse navne for at kunne identificere dem. Dengang kendte man ikke til husnumre. De blev først almindelige i slutningen af 1700-tallet. Da mange mennesker ikke kunne læse, hjalp det ikke at skrive husets navn med bogstaver. I stedet anbragte man en figur, eksempelvis et dyr, så man kunne finde bygningen.

En anden forklaring kan være, at en del kvarterer havde dyrebetegnelser, som for eksempel Løvens Kvarter. Derfor var det oplagt for lokale virksomheder at vælge navnet på kvarteret. Endelig kan apotekernes dyrenavne hænge sammen med, at dyresymbolik i fortiden spillede en stor rolle. Det kan man blandt andet genfinde i kristendommen, alkymien og astrologien. Løven blev således brugt som navn, fordi den udstrålede styrke og var et billede på livskraften. Og svanen var et billede på klogskab, ro og værdighed. Hjorten var livskildens symbol, og flere af dens kropsdele blev tilskrevet stærke helbredende kræfter. Ørnen var et symbol på Kristi himmelfart og lysets sejr over mørkets magter. Elefanten var simpelthen et spændende blikfang på grund af dens størrelse og udseende.

Dansk Farmacihistorisk Samling

Dansk Farmacihistorisk Samling er en udstilling om farmaciens fascinerende historie. Samlingen ligger på Pharmakon i Hillerød og har åbent hus tirsdag mellem kl. 13.00 -16.00 (undtagen januar, juli samt helligdage). Det er muligt at booke en rundvisning.  

Se mere om farmaciens historie på http://www.dfhf.dk/