Debatindlæg:

Medicin i supermarkedet kan være farligt

5. april 2017 Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening Når medicin fra næste år kan sælges på linje med mælk og brød, trues forbrugernes sikkerhed.

Når kunderne køber smertestillende medicin på tankstationen eller i supermarkedet, har de færreste overvejet, om de skal købe en pakke Panodil eller en pakke Ipren, som indeholder stoffet ibuprofen.

Vælger man at købe Panodil, kan man få en pakning med 10 stk., hvorimod pakken med Ipren indeholder dobbelt så mange tabletter. Derfor vil mange automatisk vælge pakken med flest tabletter.

Men det kan blive fatalt, hvis man ikke har nærstuderet indlægssedlen. For lider du af hjerte-kar-sygdomme, er der øget risiko for hjertestop, hvis du har valgt ibuprofen.

Derfor har flere forskere for nylig advaret imod, at ibuprofen bliver solgt i detailhandlen.

Alligevel fastholder Lægemiddelstyrelsen, at ibuprofen må sælges i supermarkeder og på tankstationer. Dette samtidig med at de opfordrer forbrugerne til at købe ibuprofen med omtanke. Vi kan godt forstå, hvis forbrugerne er forvirrede.

For hvorfor kan man købe medicin hos den lokale købmand, hvis den for en større patientgruppe kan være direkte livsfarlig? Det giver ganske enkelt ikke mening.

De færreste er i stand til at vurdere, hvad de bør vælge. Undersøgelser viser, at hver femte håndkøbskunde efterspørger forkert medicin i forhold til symptomer, tager medicinen forkert eller oplever problemer med medicinen.

Håndkøbsmedicin er aldrig harmløs, men når forskningen viser, at en håndkøbsmedicin er forbundet med store risici, burde det være almindelig logik at fjerne produktet fra håndkøbshylden i supermarkedet. Ibuprofen kan i nogle tilfælde være det rigtige valg, men det kræver medicinfaglig indsigt at træffe det rigtige valg. Derfor bør ibuprofen ikke sælges uden rådgivning.

Næste år bliver der sat yderligere strøm til det politiske ønske om at gøre håndkøbsmedicin mere tilgængelig for forbrugerne. Her vil forbrugerne blive præsenteret for selvvalg, der betyder, at en række medicinske produkter bliver sat frit frem på supermarkedets hylder side om side med slik, mælk og brød.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været stærkt kritiske over for beslutningen om selvvalg, som vi mener sender nogle helt forkerte signaler til forbrugerne. Medicin er ikke en almindelig forbrugsvare, for bruges den forkert, kan det være farligt. Hidtil har Lægemiddelstyrelsen vist, at de er villige til at gå langt for at efterkomme det politiske ønske om større tilgængelighed af håndkøbsmedicin. Men balancen er ved at tippe på bekostning af forbrugernes sikkerhed. Derfor håber vi, at Lægemiddelstyrelsen vil stille høje krav til forbrugersikkerheden og ikke lade politikerne svinge taktstokken, når lægemidler skal godkendes til selvvalgshylden.

Vi håber, at Lægemiddelstyrelsen vil stille høje krav til forbrugersikkerheden.

Fremtidens apotek

Fremtidens apotek

10 bud på løsninger, der kan bidrage til bedre patient-sikkerhed og mere sundhed for pengene i Danmark.

Se de ti forslag her
Nyhedsbreve

Nyhedsbreve fra Apotekerforeningen

Se nyhedsbreve fra Danmarks Apotekerforening om medicin, apoteker og apoteksregulering.

Se nyhedsbrevene her
Holdningspapirer

Politikpapirer

Se hvad apotekerne mener om en række emner, blandt andet om regulering, service, tilgængelighed, medicintilskud og ejerskab.

Læs politikpapirerne her