Formanden mener:

Nødvendigt fokus på medicingennemgang

I april fik landets apotekere en enestående mulighed for at vise, hvordan deres faglighed kan hjælpe medicinbrugere til en bedre behandling. DR bragte en række nyhedsindslag og dokumentarprogrammer, som gjorde danskerne opmærksomme på, at medicin skal bruges med omtanke. På den måde bidrog DR, som landets største nyhedsinstitution, til at rette fokus mod et interessant emne, der kræver yderligere politisk opfølgning og sundhedsfaglig debat.

I forbindelse med DR’s kampagne satte apotekerne fokus på bedre medicinbrug og tilbød den 10. april gratis medicingennemgang på 122 apoteker over hele landet.

Under en medicingennemgang kan apoteksfarmaceuter spotte, hvis en medicinbruger har - eller har risiko for at få - medicinrelaterede problemer. Det sker via en gennemgang af patientens egen medicinliste samt en samtale med medicinbrugeren. Omkring 500 danskere benyttede sig af tilbuddet den 10. april, og resultaterne af en efterfølgende analyse, foretaget af Apotekerforeningen, taler sit tydelige sprog: Fire ud af ti medicinbrugere anvendte ét eller flere lægemidler, som, ifølge farmaceuterne, var uhensigtsmæssige. Samtidig blev over en tredjedel af patienterne anbefalet at tale med deres læge om at stoppe med én eller flere af den slags medicin, de tog. Hver fjerde blev anbefalet at kontakte deres læge med henblik på at få nedsat dosis af bestemte
lægemidler.

Det er dog ikke kun fejl i præparatvalg eller medicindoser, som farmaceuterne er opmærksomme på. Mange patienter får en hensigtsmæssig ordination fra lægen, men de tager medicinen forkert, enten med vilje eller ved en misforståelse, og det kan også være farligt. Derfor var rådgivning om korrekt medicinbrug også en stor del af indsatsen på dagen.

Via en medicingennemgang kan apotekerne være med til at hjælpe patienterne til at undgå medicinproblemer og eventuelle indlæggelser, og som man kan læse om i temaet om medicingennemgang i dette nummer af Farmaci, er der mange gode grunde til at foretage medicingennemgang for polyfarmacipatienter. Det handler både om patientsikkerhed og livskvalitet, men også om sund samfundsøkonomi. Alt det sikrer vi bedre, hvis patienterne ikke bliver syge eller tager unødig meget medicin. Mange apoteker har allerede lavet aftaler med foregangskommuner om medicingennemgang ude på bosteder og plejehjem, og her ser man hurtigt og tydeligt effekten
i form af friskere beboere og et personale, som bliver mere bevidst omkring medicinhåndteringen.

Omfanget af danskernes medicinproblemer og de store samfundsomkostninger taler for, at endnu flere kommuner og institutioner bør gøre det samme for deres udsatte borgere. Jeg kan kun opfordre kommunerne til at tage udfordringen op!

Se også formandens kommentar på side 5 i seneste nummer af Farmaci

Farmaci

Nyeste nummer af Farmaci

Se det seneste Farmaci. Bladet, der sætter fokus på aktuelle, apoteksfaglige emner og på den fagpolitiske debat.

Læs det nyeste nummer
Farmaceut finder varer frem

Myter og fakta

Der er mange myter om de danske apoteker. Apotekerne har her svar på mange af de påstande, der ofte fremføres i debatten om sektoren.

Læs om myter og fakta