Butikker i detailhandlen solgte i 2013 for 132 millioner kroner mere medicin end i 2006. Det er en vækst på 47 procent. I samme periode er apotekernes salg af liberaliseret håndkøbsmedicin steget med 2,5 procent.

Detailhandlen sælger over en tredjedel af den håndkøbsmedicin, der i 2001 blev liberaliseret til salg uden for apotek. Men detailhandlens salg er koncentreret på ganske få storsælgende lægemidler.

Ud af de omkring 540 forskellige lægemiddelpakninger, som detailhandlen må sælge, står fire lægemiddelgrupper for 89 procent af omsætningen. Nikotintyggegummi mv. står alene for over halvdelen af detailhandlens omsætning. Svage smertestillende lægemidler står for 15 procent af omsætningen. Næsespray mod forkølelse står for 13 procent og halsmidler for 7 procent af omsætningen.

Men størstedelen af de liberaliserede lægemidler føres reelt ikke i detailhandlen. Det er således kun de få storsælgende lægemidler, som forbrugerne reelt har fået bedre tilgængelighed til via detailhandlen.

Brugen af håndkøbsmedicin er heller ikke uproblematisk. 59 procent af brugerne af nikotinprodukter har brugt dem længere end de anbefalede maksimalt 6 måneder, og hver fjerde bruger siger, de er afhængige af nikotinprodukterne. Samtidig advarer flere øre-, næse- og halslæger mod stigende og overdreven brug af næsespray, som skader slimhinderne.

Læs analysen her