Danmark har sammen med Polen og Tjekkiet de laveste priser på generisk medicin blandt 21 europæiske lande. Det viser en ny analyse af medicinpriserne i 3. kvartal 2014 fra det internationale analyseinstitut IMS Health i London. IMS Health er Europas førende institut på lægemiddelområdet. Undersøgelsen rangerer landene efter den gennemsnitlige pris per døgndosis (DDD). Priserne er undersøgt inden for 7 store terapiområder udsat for generisk konkurrence.
Prisen i Danmark er 0,15 euro per DDD. IMS Health viser, at de gennemsnitlige behandlingspriser blandt de 21 lande er 0,26 euro per DDD. Det er 75 procent højere end i Danmark. Patentudløb og apotekernes substitution til billigste kopi har ført til, at Danmark er et af de lande i Europa, hvor kopimedicinen er billigst.
Borgerne i både Norge og Sverige, der begge har liberaliseret deres apoteker, betaler i gennemsnit 50 procent mere for medicinen på de syv terapiområder end danskerne, nemlig 0,21 euro per DDD. De syv analyserede terapiområder er kolesterolsænkende medicin, epilepsimedicin og antipsykotisk medicin, oral diabetesmedicin, lægemidler mod depression og mavesår samt medicin til behandling af forhøjet blodtryk og hjertesvigt mv.
Priserne på kopimedicin på de danske apoteker er konsistent lave set i et internationalt lys. IMS lavede en lignende analyse i 2012. Her var de danske priser lavest blandt 24 lande.
Medicinpriserne på de danske apoteker har været støt faldende gennem en lang årrække. Ifølge Statens Serum Institut er priserne på apoteksforholdte lægemidler i gennemsnit faldet med 46 procent i perioden fra 2000 til og med 4. kvartal 2014.