Hver dag forsøger 2-3 unge danske piger at begå selvmord med svage smertestillere, altså ganske almindelige hovedpinepiller. Det har tidligere skabt debat om at gøre store pakninger med svage smertestillere receptpligtige, desværre uden at det rent faktisk førte til receptpligt.
Nu blusser debatten op igen på grund af ny viden fra England, hvor der i elleve år har været restriktioner på adgangen til de store pakninger. Her kan der måles en væsentlig reduktion i antallet af dødsfald på grund af overdosering med paracetamol. Det er ikke ny viden, at antallet af forgiftninger daler, når adgangen til store pakninger indskrænkes, men de nye tal cementerer, at metoden virker. Det har fået sundhedsminister Astrid Krag til at stille sig bag et forslag om receptpligt på store pakninger med svage smertestillere, og det er et initiativ, der fortjener anerkendelse – og forhåbentlig opbakning i resten af Folketinget.
Merete Nordentoft, som er en af landets førende forskere på området, peger på, at resultatet af den engelske undersøgelse er meget "robust", fordi resultaterne stadig er markante efter elleve år. Hun hæfter sig blandt andet ved, at der ikke er noget, der tyder på, at folk i stedet har valgt en anden metode til at forsøge selvmord.
Apotekerne støtter receptpligt på store pakninger fuldt og helt. Det vil være til gavn for patientsikkerheden, samtidig med at medicinbrugere med behov for store pakninger stadig har en god tilgængelighed til dem. Der er ingen grund til at have store pakninger med flere hundrede svage smertestillere stående i hjemmet, med mindre der er tale om borgere med særlige behov.
Ifølge de engelske forskere har den lovgivning, der begrænsede pakningsstørrelserne, reddet 765 menneskers liv, siden den blev indført i 1998. Det bør give genlyd. Vi er som samfund måske ikke særligt gode til at sende det signal, at medicin kan være farligt, når man kan købe smertestillere samme sted som man køber mælk og syltetøj. Men vi kan ikke sidde denne viden om de tragiske konsekvenser ved den nemme adgang til smertestillere overhørig.
Indlægget er bragt i Politiken den 7. marts 2013