Når danskerne går på apoteket, får de størstedelen af deres medicin, den såkaldte kopimedicin, til lavere priser end i resten af Europa.

Det viser en analyse fra det internationale analyseinstitut IMS Health. Samtidig sikrer det danske system, at borgere i alle egne af landet altid kan få den medicin, de har brug for og til ens priser.

Det er de bærende principper for apotekssektoren: Borgerne - og samfundet - skal betale mindst muligt for medicinen, der må ikke være forskel på land og by, og medicinen skal være tilgængelig, når borgerne har brug for den.

På den baggrund er det svært at være uenig med Konkurrencerådet, som i kronikken 13/10 anbefalede øget konkurrence på lægemiddelgrossistområdet for at sikre endnu lavere medicinpriser.

Målet er det rigtige. Men når det kommer til midlerne, glemmer rådet imidlertid både patienterne, uvildigheden og ligheden.

Dyrere medicin på landet

Rådet vil ikke bare afskaffe et system, som holder priserne i bund

Det vil ovenikøbet erstatte det med et system, som endnu aldrig har medført de besparelser, rådet frister med. Samtidig betyder rådets model, at det bliver dyrere at være syg på landet end i byerne.

I dag foregår konkurrencen på medicin i leddet før grossist og apotek. Producenterne konkurrerer mod hinanden hver 14. dag.

Dem, der tilbyder de laveste priser, vinder markedet i to uger. Det er lukrativt at være billigst, og den mekanisme sikrer lave og stadigt faldende priser. Sidegevinsten er, at medicin koster det samme på alle apoteker.

Konkurrencerådet ønsker maksimalpriser, en slags prisloft, som gælder i 14 dage indtil næste prislicitation.

Samtidig skal grossisterne have lov at kæmpe om apotekerne med rabatter, som må holdes hemmelige. I den model bliver hemmelige rabatter afgørende for, hvilken grossist apoteket vil handle med. Rabatterne påvirker også, hvilket lægemiddel patienten tilbydes. Imens mister den prislicitation, som offentligheden kan følge med i, sin værdi.

Kopimedicin dyrere i nabolande

Der er tre store problemer med modellen. Stik imod Konkurrencerådets forsikringer kan det nemlig føre til stigende priser. I både Norge og Sverige er kopimedicin 35 pct. dyrere end i Danmark.

Det ville koste 1 mia. kr. mere, hvis danskerne skulle købe kopimedicinen til svenske eller norske priser. Det er svært at se, hvorfor det skulle gå anderledes herhjemme.

Det andet store problem er, at det formentlig bliver dyrere at være medicinbruger på landet end i byerne. Når grossisterne konkurrerer på rabatter, er det i sagens natur mere attraktivt at vinde apoteker med stort kundegrundlag - altså i byerne. Omvendt er der ikke den store fristelse i områder med få kunder. Så borgerne i landområderne ender med at betale for den billige medicin i byerne.

Lyssky rabatter går ikke

Det tredje problem er, at aftaler, som ikke tåler dagens lys, naturligvis ikke hører hjemme på medicinområdet.

I dag sikrer systemet gennemsigtighed, og at apotekerne ikke har økonomisk interesse i at tilbyde borgerne et lægemiddel frem for et andet.

Apoteket får det samme, uanset om en pakning koster 20 eller 2.000 kr.

I Konkurrencerådets model får apotekeren et økonomisk incitament til at foreslå patienten et dyrt lægemiddel, selv om der findes et billigere alternativ, hvis det er det dyre lægemiddel, der er givet rabat på.

De bærende elementer

Konkurrencerådet har til gengæld ret i, at vi herhjemme ikke har de laveste priser i Europa på patentbeskyttet medicin. Men ingen af de forslag, rådet lægger frem, kan presse priserne på patentbeskyttet medicin. Hvis priserne skal ned på det område, skal myndighederne gribe ind over for producenten.

Vi vil gerne diskutere indretningen af medicinområdet, og indsatsen for lavere medicinpriser er altid vigtig. Men principperne om sikkerhed, uvildighed og lighed bør stadig være de bærende elementer i regnestykket.