Vi er blevet bedre til at diagnosticere og behandle sygdomme, men desværre oplever alt for mange patienter, at lægerne ikke taler sammen om patienternes samlede medicinforbrug. Det fremgår af en ny hvidbog skrevet af en række sundhedseksperter.
Men for os apotekere er det ikke nogen overraskelse. Hver dag møder vi de multisyge patienter, der henter adskillige pakker medicin til deres forskellige lidelser. Alene på et halvt år var der i 2015 ca. 700.000 danskere, der indløste recept på mere end fem forskellige lægemidler.
Og det kan have store konsekvenser, når man indtager flere forskellige lægemidler på én gang uden at skele til, hvordan de indvirker på hinanden. For den enkelte kan det betyde, at medicinen ikke virker optimalt eller forværrer patienternes livskvalitet og kan i værste fald føre til unødige hospitalsindlæggelser. Men også ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv skriger det til himlen.
Derfor bør de multisyge have ret til en medicingennemgang, hvor de får en vurdering af det samlede medicinforbrug. Farmaceuterne har fem års specialuddannelse i medicin og er eksperter, når det handler om, hvordan medicinen virker i kroppen. Derfor er det også oplagt at bruge vores viden på sundhedsområdet.
Den gode nyhed er, at man i flere kommuner allerede har set fornuften i at samarbejde med apotekerne. Den dårlige er, at behandlingen af de syge er bopælsafhængig.
Lad os i fællesskab sikre lige muligheder for alle syge.