Skotske Glasgow er et godt sted at kigge hen, når man skal søge inspiration til udvikling af det danske sundhedsvæsen. Dels minder Skotland på mange måder om Danmark, bl.a. når det kommer til indbyggerantal. Og dels har Skotland for nylig gennemført den største sundhedsreform siden Anden Verdenskrig, som bl.a. har medført en imponerende integration mellem sygehuse og resten af sundhedsvæsenet. Skotterne har gjort, hvad den danske regering ønsker at gøre - de har skabt langt større sammenhæng i sundhedssektoren.

Det giver den danske farmaceut Pernille Sørensen også udtryk for i en artikel i JP forleden. Her beskriver hun en misundelsesværdig hverdag på sin arbejdsplads, Queen Elizabeth University Hospital i Glasgow, hvor faggrupperne samarbejder med tillidsfuld respekt for hinandens faglige kompetencer.

Pernille Sørensen selv har bygget oven på sin baggrund som farmaceut og videreuddannet sig i Skotland, så hun har lov til at ordinere medicin til patienterne helt på linje med lægerne. Pernille Sørensen har taget en imponerende karrierevej, som de færreste af os kan hamle op med.

Men også den danske, femårige universitetsuddannelse som farmaceut giver en unik viden om lægemidler, som samfundet sagtens kan - og også bør - udnytte bedre.

Eksempelvis er det på den politiske dagsorden, at apoteksfarmaceuter i visse tilfælde skal kunne genordinere specifikke typer af lægemidler til kronikere i stabil behandling.

Det er et skridt i den rigtige retning mod et sundhedsvæsen, der på samme tid er mere agilt og sammenhængende - og med den enkelte borgers behov i absolut centrum.

Det er et system, som bygger på gode erfaringer fra udlandet. Og det fungerer i Skotland. Så det kan også sagtens fungere i Danmark.