Debatindlæg i JP den 22. august: Husk at tænke apotekerne ind i sundhedssamarbejdet

Apotekerforeningens formand Anne Kahns minder Ældresagen, Lægeforeningen m.fl. om, at apotekerne er en vigtig samarbejdspartner, når det handler om at sikre trygheden for de ældre medicinske patienter.


Ældre medicinske patienter skal være trygge ved den behandling, de får. Vi skal investere massivt i det nære sundhedsvæsen og i nye samarbejdsmodeller. Nogenlunde sådan kan man sammenfatte indlægget ”Flere ældre med kroniske sygdomme kræver nytænkning af sundhedsvæsenet ($)”, der blev bragt i JP 10. august.
 
Jeg er helt enig i de betragtninger. Blot er jeg ærgerlig over, at debattørerne glemmer at nævne samarbejdet med apotekerne, der er landets fremskudte og nære del af sundhedssektoren - tæt på borgerne. Apotekets fokus er at sikre, at borgerne får den rigtige medicin og tager den rigtigt. Vi er eksperter i lægemidler, og vi har den daglige kontakt til landets lægemiddelbrugere. 
 
Men den medicinske behandling er slet ikke nævnt i indlægget, der primært har fokus på pleje, forebyggelse og rehabilitering. Og det til trods for, at korrekt medicinefterlevelse er en del af hele problematikken, når den ældre medicinske patient skal behandles i primærsektoren. 
 
Lad mig give et eksempel: Når Erna Petersen, som den ældre medicinske patient bliver kaldt, bliver udskrevet fra sygehuset, kan det lokale apotek skabe overblikket over hendes medicin og sikre, at den er klar ved hjemkomsten. Vi kan være med til at sikre, at hun ved, hvordan medicinen skal tages og hvornår. Vi kunne også hjælpe med andre ting – eksempelvis med at justere i hendes medicinske behandling af sygdomme såsom forhøjet blodtryk. Det er en ordning, der endnu kun er på skitseplan, og det skal selvfølgelig foregå på baggrund af konkrete målinger, i samarbejde med lægen og efter fastlagte retningslinjer.
 
Allerede i dag har vi en række sundhedstilbud til de patienter, der kommer på apoteket for at hente medicin. Her spørger vi ind til og sikrer kvaliteten af deres medicinefterlevelse. Eksempelvis demonstrerer vi, hvordan man skal tage sin inhalationsmedicin korrekt, og patienter med kroniske sygdomme, der lige har fået deres diagnose, kan få en samtale om deres medicin. Også patienter, der har været kronikere i flere år og har problemer med at tage medicinen rigtigt, kan gå på apoteket og få en medicinsamtale med en farmaceut. 
 
Desuden kan kroniske patienter som noget nyt få genordineret deres receptmedicin på apoteket, hvis recepten er udløbet. Det sparer den hårdt belastede akuttelefon for et opkald i de tidsrum, hvor lægen holder lukket. 
 
Hvis vi i sundhedssektoren udnytter alle tilgængelige ressourcer på bedste måde og lader de forskellige dele af sektoren gøre det, de er bedst til, så når vi langt. Vores opfordring til resten af sektoren skal derfor lyde: Husk nu at tænke apotekerne ind i den samlede plan. Vi er klar til at styrke samarbejdet og tage del i opgaveløsningen – ikke mindst når det gælder om at sikre kvaliteten for vores ældre medicinske patienter.
 
Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening