Desværre oplever vi apotekere, at det ikke er alle, der som Per Brochstedt kan betale for deres medicin, når den er steget kraftigt i pris. En undersøgelse blandt apotekerne viser nemlig, at 44 procent af apotekerne dagligt oplever, at der er borgere, som kommer ind på apoteket for at købe lægeordineret medicin, men som må gå tomhændede derfra, fordi de ikke har haft råd til medicinen. Det er en forværring i forhold til for tre år siden, hvor den tilsvarende andel var 24 procent.

Noget bør gøres.

Apotekerforeningen har ved flere lejligheder opfordret sundhedsministeren til at indføre en digital abonnementsordning, som udjævner borgerens egenbetaling. Det er nemlig ikke kun lægemiddelproducenternes priser, som kan betyde, at nogle borgere oplever udsving i deres medicinudgifter. Tilskudssystemet er konstrueret på en måde, som i sig selv kan give store udsving i den enkeltes udgifter til medicin i løbet af et år. Jo højere medicinudgifter, man har i løbet af tilskudsåret, jo højere tilskud får man. De årlige udgifter opgøres individuelt, og man kan højst komme til at betale 4.190 kr. af egen lomme om året for lægeordineret, tilskudsberettiget medicin.

Men fordi tilskudsåret starter forfra, kan man pludselig blive præsenteret for en egenbetaling på omkring 1000 kr., hvor man måneden før slet ikke har skullet betale noget for den samme medicin. Det kan være et stort problem for personer med en udsat økonomi.

At det er et problem, har vi vidst længe.

I maj 2017 valgte Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg derfor at pålægge den daværende regering at finde en løsning på problemet – eksempelvis i form af en abonnementsordning, hvor man udjævner de store tilskudsspring og med en fast abonnementsordning kan nøjes med at betale 350 kr. pr. måned.  Det skal være en frivillig ordning, og den skal administreres fra centralt hold, så man ikke er bundet til at handle på samme apotek hver gang.

Vi venter stadig utålmodigt på denne løsning, som vil skabe større tryghed og hjælpe de økonomisk trængte borgere. Det er ellers en lavthængende frugt, som jeg ikke kan se nogen grund til, at ministeren undlader at plukke.

En anden mulighed er at udvide apotekernes muligheder for at udlevere et andet lægemiddel, hvis den ordinerede medicin ikke kan skaffes eller er blevet meget dyr. I dag sætter loven snævre rammer for, hvad apoteket må. Men det vil være en stor hjælp for borgerne, hvis apoteket måtte udlevere lægemidlet i en anden styrke, pakningsstørrelse eller form. Eller hvis de må udlevere et andet præparat med samme virkning.

Det er ikke et forslag, som er taget ud af den blå luft. Det bygger nemlig på en lignende ordning, som blev indført i England i 2019.

En helt tredje mulighed er selvfølgelig at se nærmere på medicinpriserne og årsagen til, at de kan variere så meget. Det er producenten selv, der fastsætter prisen, men den skal være lav, hvis de vil ind på det danske marked. Lægemiddelstyrelsen afholder nemlig en licitation hver 14. dag, og den billigste pris får en meget stor del af salget. Det sikrer en skarp konkurrence og nogle af Europas billigste priser på kopimedicin. Bagsiden af medaljen er, når der er mangel på et lægemiddel, og kun den dyreste version af lægemidlet er tilbage på apotekernes hylder. Så kan der opstå prishop.

Apotekerne er med på, at man ændrer dette system, hvis man uden at gøre skade på andet kan finde en måde at dæmme op for prishop. En eventuel ændring må bare ikke føre til, at priserne generelt bliver højere.

Indtil det sker, kan vi kun anbefale, at man ændrer tilskudssystemet og giver apotekerne øgede frihedsgrader til at hjælpe borgerne i den konkrete situation. Alle skal kunne betale for deres medicin – også selvom priserne svinger.

Af Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening