Mange ældre mennesker får meget medicin - ofte for meget. Plejehjemsbeboere får i gennemsnit otte forskellige lægemidler. Det øger risikoen for fejl og går ud over livskvaliteten. Måske man falder, fordi man er svimmel på grund af medicinen, eller man mister appetitten, fordi mange piller kan fylde som et helt måltid.

Bivirkningerne udgør i sig selv en risiko for hospitalsindlæggelse, og når man som multisyg tager mere end seks lægemidler, stiger risikoen for at dø mellem tre og fire pct. for hvert yderligere lægemiddel, man får.

Den store mængde medicin kan vise sig at være helt overflødig i forhold til den ældres livskvalitet og helbred. Der har med sikkerhed været gode grunde til at ordinere hvert enkelt lægemiddel, men noget medicin virker ikke efter langvarig brug, mens andet kun forebygger sygdomme på den længere bane.

Der er kort og godt brug for at få ryddet op og ryddet ud i medicineringen, så ældre får den rette medicin – og kun den. 

Meget af behandlingen og plejen af plejehjemsbeboere foregår på plejehjemmet, og det er fortsat ikke alle steder, man har tilknyttet en plejehjemslæge. Derfor må kommuner, regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i fællesskab finde en løsning, så alle landets plejehjem får en fast læge tilknyttet.  

Samtidig er ældre patienter indlagt i kortere tid på hospitalet, så de er langt fra færdigbehandlede, når de bliver udskrevet og kommer hjem - eller bliver visiteret videre til en kommunal indsats. I perioden fra 2009 til 2018 faldt den tid, patienterne var indlagt, med 27 pct. for +80-årige, viser en undersøgelse fra KL.

Det er derfor vigtigt, at kommunerne i samarbejde med andre aktører har de rette lægemiddelkompetencer, så den enkelte får den rette medicin, og så medicinen håndteres korrekt. Endelig skal personalet have en forståelse for, hvornår en forringet helbredstilstand kan skyldes bivirkninger fra medicinen.

Desuden skal lægemidler, der ikke har den ønskede effekt, fjernes fra medicinlisten, og man bør ikke få ordineret lægemidler for symptomer, der kan klares på anden vis. For eksempel får næsten hver femte demensramte antipsykotisk medicin, der gives mod adfærdsmæssige og psykiske symptomer – men som kun sjældent bør bruges til personer med demens. Deres symptomer kan ofte lindres med personlig omsorg og brug af forskellige pædagogiske redskaber.

Vi kan ikke være bekendt, at de sidste år af vores liv skal være præget af unødvendige bivirkninger fra medicin, som vi endda ikke har gavn af.