Debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor 20. augut 2021. Af Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening
 
  
Sommerferien er forbi for de fleste. Jeg brugte noget af min ferie på at læse Sigge Winthers nye bog Entreprenørstaten. Det er en interessant bog. Hovedpointen kan vel opsummeres med, at alt for mange politiske reformer mislykkes, fordi politikerne ikke har øje for implementeringen af de vedtagne ændringer.

Det – måske kombineret med det fine sommervejr – fik mig til at tænke på, at det er værd at glæde sig over de ting, der lykkes. For det sker jo rent faktisk, at politiske reformer bliver ført ud i livet til alles tilfredshed. 

Her godt seks år efter den nye lov trådte i kraft, kan man konstatere, at apotekerne har lyttet til politikerne

På mit eget område blev der sat nye rammer for apotekerne med en ny apotekerlov, der trådte i kraft i sommeren 2015. En lov, der kom i stand på baggrund af et grundigt forarbejde, som blev indledt med, at en tværministeriel arbejdsgruppe i 2012 fik til opgave at se nærmere på, hvordan apotekssektoren kunne udvikles.

Regeringen ønskede nemlig at modernisere apotekersektoren for at sikre borgerne »god tilgængelighed til medicin, høj patientsikkerhed, lægemidler til lave priser og god rådgivning om medicin,« som der står i lovforarbejderne.

Regeringen fremsatte på baggrund af arbejdet i den tværministerielle arbejdsgruppe et lovforslag, som blev behandlet meget grundigt i sundhedsudvalget. Udvalget modtog blandt andet deputationer fra Danmarks Apotekerforening, Dansk Erhverv, Farmakonomforeningen, Lægemiddelindustriforeningen og Pharmadanmark. Og udvalget stillede ikke færre end 134 spørgsmål til sundhedsministeren og seks til ministeren for by, bolig og landdistrikter. 

Apotekerne har lyttet til politikerne

Et bredt flertal i Folketinget valgte på baggrund af disse grundige forberedelser og behandlinger at vedtage lovforslaget i april 2015. Et lovforslag, som blandt andet øgede konkurrencen i sektoren og gav apotekerne friere adgang til at etablere nye enheder. Her godt seks år efter den nye lov trådte i kraft, kan man konstatere, at apotekerne har lyttet til politikerne. 

For det første har apotekerne opfyldt politikernes ønske om øget tilgængelighed. Siden loven trådte i kraft, er antallet af apoteker steget fra 312 til 518. En stigning på over 60 procent. Åbningstiderne er samtidig udvidet, og ventetiderne er korte. 

Omkring 93 procent af alle apotekere tilbyder e-handel med lægemidler, og apotekerne har udviklet en fælles løsning, hvor man i appen Apoteket bl.a. kan se, hvilke apoteker der har ens medicin på lager. Alt dette er en udvikling, danskerne er tilfredse med. 

Selvom vi har opfyldt politikernes ønsker med reformen i 2015, hviler vi ikke på laurbærrene

F.eks. viser en Megafon-undersøgelse, at 92 procent af danskerne er tilfredse med afstanden til det nærmeste apotek, 83 procent er tilfredse med åbningstiderne, og 76 procent finder ventetiden på apoteket tilfredsstillende. Danskernes samlede tilfredshed med apotekerne er i øvrigt steget fra 90 til 93 procent siden 2015.

For det andet bidrager apotekerne stadigt mere til at løfte patientsikkerheden. F.eks. gennemgår vi medicineringen med nydiagnosticerede borgere, vi tilbyder tjek af inhalationsteknik, vi vaccinerer, vi genordinerer, og vi underviser personale på plejehjem og bosteder i medicinhåndtering.

For det tredje er priserne på lægemidler faldet stort set uafbrudt siden 2015, og de er i dag historisk lave.

Og endelig tilbyder medarbejderne på apotekerne hver dag solid, grundig og sundhedsfaglig rådgivning om den medicin, vi udleverer.

Vi kan hjælpe kunderne endnu mere

Selvom vi har opfyldt politikernes ønsker med reformen i 2015, hviler vi ikke på laurbærrene. For apotekerne kan i endnu højere grad end i dag hjælpe med at sikre, at medicin bliver brugt rigtigt. 

Vi tilbyder f.eks. at dosispakke medicin, som kan hjælpe borgeren selv eller en pårørende med at holde styr på medicinen og bidrage til, at den rigtige medicin tages på det rigtige tidspunkt. 

Undersøgelser viser nemlig, at dosispakket medicin øger andelen af medicinbrugere, som tager deres medicin korrekt, fra 58 procent blandt dem, der selv doserer deres medicin, til 91 procent blandt dem, der får dosispakket medicin.

Og så ser jeg et stort potentiale i, at apotekerne kommer til at spille en større rolle på vaccinationsområdet. 

Vi har vist, at vi kan bidrage i vaccinationsindsatsen mod influenza og pneumokok. Men jeg er sikker på, at vi også kan spille en væsentlig rolle, når det gælder vaccination mod andre sygdomme. Ikke mindst fordi vi ved, at tilgængelighed er et centralt parameter, når det gælder om tilslutning til vaccination. 

Og lige netop der har vi en unik position. Takket være reformen fra 2015.