Ventetiden på apotekerne er i gennemsnit 2 minutter og 43 sekunder. Det er den hidtil laveste ventetid, der er målt, siden de systematiske målinger blev påbegyndt i 2008. Samtidig bliver 98,3 procent af kunderne kaldt frem til ekspedition på under 10 minutter. Det er også ny rekord. Det viser Apotekerforeningens seneste ventetidsmåling fra uge 4, januar 2015.

Den gennemsnitlige ventetid er siden 2009 blevet nedbragt fra 5 minutter. Apotekernes fokus på ventetid har dermed næsten halveret den gennemsnitlige ventetid. I forhold til målingen for et år siden er den gennemsnitlige ventetid nedbragt med cirka 21 sekunder, svarende til et fald på 11 procent.

Siden 2008 er ventetiden på landets apoteker målt systematisk ved 21 målinger for i alt 8,8 millioner kundeekspeditioner på landets apoteker. Målingen i januar 2015 bygger på ventetiden for 500.000 apotekskunder. Ud af disse blev 86 procent kaldt frem til ekspedition på under 5 minutter. Stort set alle kunder – 98,3 procent – ventede mindre end 10 minutter.

På op mod hvert femte apotek bliver alle kunder ekspederet inden for 10 minutter, og på knap halvdelen af apotekerne har færre end 10 kunder på en uge ventet over 10 minutter.

www.apoteket.dk kan de fleste kunder se, hvornår det lokale apotek kan ventes at have de korteste ventetider. Vælger man her sit apotek og klikker på "Om apoteket", så kan man vælge et skema over apotekets ventetider fordelt på ugedage og hen over dagen. De korteste ventetider opleves typisk om morgenen samt tirsdag til torsdag.