Toggle menu

50 % flere apoteker skærper konkurrencen og øger tilgængeligheden

Danskerne har fået 50 procent flere apoteker at vælge mellem siden liberaliseringen af apotekerloven i 2015. Tilgængeligheden er forbedret markant og konkurrencen om kunderne er skærpet mærkbart.

31. august 2018

Den 31. august 2018 åbnede nyt apotek nummer 156 siden den nye apotekerlov trådte i kraft 1. juli 2015. Dermed er der kommet præcis 50 procent flere apoteker end de 312, der var før den nye lov.

Over halvdelen af de nye apoteker er åbnet tættere på en konkurrent end på ejerens eget apotek. 44 procent er åbnet mindre end en kilometer fra konkurrenten.

Den skærpede konkurrence har givet kortere ventetider og væsentligt længere åbningstider. Seks ud af ti apoteker holder nu længere åbent end krævet. Nu er der fx 111 apoteker, der holder åbent efter kl. 17:30 på hverdage, mod 25 før loven blev vedtaget. Tilsvarende er der nu 44 søndagsåbne apoteker mod tidligere to. Regner man vagtapotekerne med, er der 92 søndagsåbne apoteker.

Samtidig er den gennemsnitlige ventetid i juni 2018 nedbragt til 2 minutter og 9 sekunder. Det er det hidtil lavest målte niveau i en junimåling og et halvt minut kortere end i juni 2015.

Læs mere her. 

Apoteker støtter forslag om genudlevering og dosisordination

Apotekerforeningen støtter sundhedsministerens forslag om at autoriserede behandlerfarmaceuter på apotekerne i visse tilfælde skal kunne genordinere medicin, som lægen tidligere har ordineret, og som borgeren er i fast, stabil behandling med, men hvor recepten ikke er fornyet. Apotekerne støtter også forslaget om, at behandlerfarmaceuterne skal kunne ordinere dosispakning med tilskud til personer i stabil behandling, når dosismodulet i det Fælles MedicinKort (FMK) er integreret i apotekernes it-systemer, så alle sundhedsprofessionelle har adgang til de samme oplysninger om patientens medicin.

Læs høringssvar her. 


Pharmadanmark meget positiv over for forslag om behandlerfarmaceuter

Forslaget vil ifølge Pharmadanmark (PD) være en stor hjælp for medicinbrugerne og vil gavne patienterne. PD er meget enige i intentionen om at knytte apotekerne tættere til det nære sundhedsvæsen og mener, at en bedre udnyttelse af farmaceutens faglige kompetencer vil styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen samt gøre medicinforsyningen endnu bedre til patienterne.

Læs mere på pharmadanmark.dk.

Lægemiddelindustrien støtter forslag om farmaceuters genudlevering

Den ny lov om behandlerfarmaceuter er først og fremmest en fordel for patienterne, som vil kunne få fat i deres nødvendige medicin, selvom de står og mangler en recept og ikke kan få fat i deres læge, siger chefkonsulent i Lif, Søren Beicker Sørensen. Med indførelsen af behandlerfarmaceuter på landets apoteker tager vi et skridt mod et mere tidssvarende sundhedsvæsen, der sætter patienten i centrum. Ifølge Lif er der dog også plads til forbedringer i lovforslaget.

Læs mere på lif.dk.

Medisund Fornuft - gode medicinvaner for skolebørn

Børn og unge ved ikke nok om medicin. Det vil apotekerne gerne gøre noget ved. Derfor har Apotekerforeningen udviklet et kort undervisningsforløb om medicinkundskab kaldet 'Medisund Fornuft. Gode medicinvaner for skolebørn', som apotekerne tilbyder skolernes 5.- og 6.-klasser som et led i den obligatoriske undervisning i sundhedsadfærd.

 

Læs mere her.