Øget tilgængelighed til apoteker

Der er kommet 56 procent flere apoteker på fire år. Det øger tilgængeligheden, men sætter sektorens økonomi under pres – ikke mindst i landområderne. Derfor må økonomimodellen, der regulerer apotekernes avance, laves om.

Danskerne har fået lettere adgang til at få udleveret og til at få råd og vejledning om lægemidler, siden den nye apotekerlov trådte i kraft i 2015. Men den økonomiske ramme presser tilgængeligheden på landet.

I løbet af de seneste fem år er der åbnet 176 nye apoteker. Samtidig vælger flere af landets apoteker at have åbent længere både på hverdage og i weekenden. Og så er ventetiden mere end halveret i løbet af de senere år. I dag er den gennemsnitlige ventetid på landets apoteker nede på to og et halvt minut.

Det er en udvikling, som er helt i tråd med ambitionerne bag apotekerloven fra 2015. Der er imidlertid risiko for, at udviklingen ikke kan fortsætte. Det skyldes, at den økonomiske ramme, som apotekerne er underlagt, ikke er fulgt med udviklingen.

Problemet er ikke mindst, at apotekerne får stadigt mindre ud af at udlevere medicin til borgerne. Apotekernes avance pr. solgt medicinpakning fastlægges i forhandlinger med Sundhedsministeriet, og den er mere end halveret i løbet af de seneste fem år som resultat af nogle apotekers salg af andre varer end medicin.

I 2015 var apotekets avance knap 11 kroner på en pakke medicin. I dag er avancen sat ned til godt 5 kroner.

Det gør det stadigt vanskeligere at drive apotek. Ikke mindst i landdistrikterne, hvor apotekerne er særligt følsomme over for den faldende avance, fordi de har vanskeligere ved at øge omsætningen ved at sælge andet end medicin.

Læs hele analysen her

Læs hele nyhedsbrevet her

Apoteksenheder før og efter 1. juli 2015

Grønne prikker viser de 312 apoteker (og filialer), som er oprettet før 1. juli 2015.
Røde prikker viser de 176 nye apoteker, som er oprettet efter 1. juli 2015.

Apotekskort - tilgængelighed og presset økonomi
Kilde: Danmarks Apotekerforening. Opgjort pr. 01-08-2019