Mange danskere tager deres medicin anderledes, end lægen har ordineret, eller glemmer helt at tage den, og det kan have store helbredsmæssige konsekvenser. For når medicin ikke bliver taget som ordineret, risikerer man, at man ikke får den optimale behandling, forklarer sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening, Birthe Søndergaard.
"For at sikre en effektiv behandling er der nogle grundlæggende ting, man bør vide om sin medicin. Som minimum skal man vide, hvad medicinen hedder, hvilken styrke man får, og hvornår man skal tage medicinen. Det er selvfølgelig også vigtigt, at man ved, hvordan medicinen skal bruges, hvor meget man skal tage og hvor længe," siger Birthe Søndergaard.
Det skyldes forskellige ting, at så meget medicin bliver brugt forkert. Nogle stopper behandlingen, fordi de er utrygge ved medicinen eller nervøse for at opleve bivirkninger. Andre mister motivationen til at følge behandlingen, fordi de ikke føler sig syge og derfor synes, at medicinen er unødvendig. Mange glemmer simpelthen at tage medicinen, uddyber Birthe Søndergaard.
"Der er også en del, især ældre, der mister overblikket, fordi de bruger flere forskellige præparater, der skal tages i forskellige mængder og på forskellige tidspunkter. Det er meget at holde styr på. Her kan man måske have glæde af doseringsæsker, hvor man doserer sin medicin i en æske, der er inddelt efter ugens syv dage," siger hun.
Hun opfordrer til, at man henvender sig på apoteket eller hos lægen, hvis man af den ene eller anden grund oplever, at det er svært at tage sin medicin rigtigt. Her kan man få hjælp til at finde ud af, hvad der gør, at det er svært at følge behandlingen, og hvad der skal til for at få gang i en god rutine omkring medicinen.
Husk din medicin
Apoteket.dk tilbyder gratis sms-service. Så får man en påmindelse via sms, når det er tid til at tage sin medicin. Et andet råd til at huske sin medicin er at placere medicinen et sted, hvor man bliver mindet om den, for eksempel på sengebordet eller ved siden af tandbørsten.