Mange kender sikkert det, at medicinpakningerne og pillerne skifter farve eller form fra gang til gang, når man henter sin faste medicin på apoteket. For at sikre, at dette skift i form eller farve bliver så uproblematisk som muligt, får receptmedicin nu påført navnet på det såkaldte aktive indholdsstof. Navnet kommer til at stå på de hvide etiketter, som apoteket sætter på medicinpakken, hvor bl.a. patientens navn og dosering af medicinen også står.
Den nye ordning er aftalt mellem Sundhedsministeriet og Apotekerforeningen og træder i kraft i dag 6. januar. Tiltaget skal gøre det nemmere for både den enkelte medicinbruger, sygeplejersker og sosu’er at genkende og holde styr på medicinen, selvom den ikke ser ens ud hver gang.
I Danmarks Apotekerforening er sundhedsfaglig direktør Birthe Søndergaard glad for det nye tiltag.
"Det er klart, at det kan skabe forvirring og utryghed, når medicinen pludselig bliver blå i stedet for hvid. Det gælder særligt borgere, som bruger meget medicin. Dette tiltag gør livet lidt nemmere for patienterne, og også for det personale som hjælper med at holde styr på medicinen," siger Birthe Søndergaard.
Den ordinerede medicin kan se anderledes ud, fordi apotekerne skal tilbyde patienterne den billigste relevante medicin. Det betyder, at producenterne er i skarp konkurrence om at sælge deres medicin billigst. Det er forskelligt hvilken producent, der leverer den billigste variant, og derfor kan den billigste variant skifte udseende fra uge til uge. Selvom pillerne har samme virkning og samme aktive indholdsstof.
Systemet fører til, at medicin, som er udsat for denne konkurrence, er billig i Danmark i forhold til de fleste andre europæiske lande, og at priserne fortsat falder.
Navnet på det aktive stof kommer på etiketten for at gøre det nemmere at holde styr på medicinen, når den skifter udseende. Fx får mange patienter udskrevet den samme medicin fra forskellige steder. Det kan være fra både den praktiserende læge og hospitalet. Patienten – eller fx sygeplejersken på plejehjemmet – risikerer at tro, at der er behov for begge doseringer, da de ser forskellige ud og kan have forskellige handelsnavne. Ved at fokusere mere på de aktive stoffer end pakken og pillernes udseende, mindsker man risikoen for, at patienten får dobbeltdosering.
"Vi er glade for at tilbyde danskerne den billigste medicin, og vi gør alt, hvad vi kan for, at det ikke skaber mere forvirring end højst nødvendigt. Det gør vi selvfølgelig med rådgivningen i skranken – og nu også dette tiltag," siger Birthe Søndergaard.
Fakta om generisk substitution
Generisk substitution betyder, at apotekerne skal tilbyde patienten det billigste lægemiddel inden for en gruppe af lægemidler med samme indholdsstof, som har samme virkning.
Priser på lægemidler bliver sat i en slags licitation hver 14. dag. Det sikrer en meget skarp konkurrence mellem producenterne, om at have den billigste variant i en lægemiddelgruppe. Fordi apotekerne tilbyder kunden den billigste variant, får den billigste leverandør nemlig en meget stor del af markedet. Apotekets medicinpriser er næsten halveret siden 2000. Alene i de første tre kvartaler af 2013 faldt priserne med over otte procent.
Apotekernes substitution sparer samfundet godt to milliarder kroner årligt.
Kontaktinformation
Peter Starup, journalist, Danmarks Apotekerforening
Mobil: 2677 2599
Mail: pst@apotekerforeningen.dk