I Apotekerforeningen får Lene Lund Hansen det overordnede ansvar for blandt andet pressearbejde, marketing og sociale medier.

 

"Jeg vil særligt forsøge at skærpe apotekernes profil i offentligheden, så det bliver endnu mere tydeligt for danskerne, at apotekerne er samfundets medicineksperter. Vi skal nå flere både på apoteket.dk samt på Facebook og andre sociale medier. Og så skal vi blive bedre til at blande os i den offentlige debat," siger Lene Lund Hansen.

 

Lene Lund Hansen kommer fra en stilling som koncernkommunikationschef i Miljø- og Fødevareministeriets departement. Inden da – før sammenlægningen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet – var hun først kontorchef i Fødevareministeriets Fælles Kommunikationsenhed og siden koncernkommunikationschef i Fødevareministeriets departement. Lene Lund Hansen har bred erfaring fra centraladministrationen, hvor hun siden 1994 har arbejdet i styrelser og departementer.

 

"Med Lene får vi en leder, som har de faglige evner til at løfte vores kommunikation og give apotekerne en endnu tydeligere profil. Vi får også en leder, som har bundsolid ledelseserfaring, og ved, hvordan hun får det bedst mulige ud af sine medarbejdere," siger Apotekerforeningens administrerende direktør, Anders Kretzschmar.

 

Lene Lund Hansen har de seneste syv år været formand for bestyrelsen af Kommunikationschefer i Staten (KIS). Hun sidder også i Dansk Kommunikationsforenings Uddannelsesudvalg. Derudover er hun i gang med en Master of Public Governance på CBS.

 

Lene Lund Hansen er 51 år og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Hun tiltræder i sit nye job 1. marts 2016.