Hvert år ryger 100.000 danskere på hospitalet på grund af medicinproblemer, der kunne være forhindret. Medicinproblemer rammer typisk de svageste mennesker i samfundet. Borgere over 65 år, der bruger mere end fem slags medicin, er særligt i risikozonen.
 
“Når man som borger bruger flere forskellige lægemidler på én gang, kan det betyde, at medicinen ikke virker optimalt, hvis ikke man ser på, om lægemidlerne påvirker hinanden ligesom risikoen for fejl stiger. Det kan i værste fald føre til unødige hospitalsindlæggelser og endda dødsfald,” siger Anne Kahns.
 
Netop de ældre er et vigtigt emne for vælgerne, når de går til stemmeurnerne den 21. november. En meningsmåling, som analyseinstituttet Norstat har foretaget for Altinget, viser, at 50 procent af danskerne mener, at ældrepleje er det mest afgørende tema til kommunalvalget.
 
Antallet af indlæggelser, der skyldes medicinproblemer kan reduceres eller helt undgås, hvis flere kommuner begynder at arbejde målrettet på at komme problemerne til livs, mener Anne Kahns.
 
“Skal vi undgå medicinproblemer, kræver det, at lokalpolitikerne har viljen og modet til at tage kampen op. For kommunen kan gøre en forskel for folks sundhed.”
 
Anne Kahns opfordrer derfor landets lokalpolitikere til at sætte medicinsikkerhed på dagsordenen. I samarbejde med apoteket og lægen kan kommunen hjælpe borgere, der har problemer med deres medicin. Det kan forhindre unødige hospitalsindlæggelser.