Medicinskabet bugner hos hundredtusindvis af patienter, der lider af diabetes, hjertekarsygdomme og andre kroniske lidelser.

970.000 indløste således recept på mere end fem forskellige slags medicin sidste år, og op mod 200.000 bruger mindst 10 forskellige lægemidler, viser en ny analyse fra Danmarks Apotekerforening.

Læs analysen: Hver fjerde er polyfarmacipatient

Når man tager så meget medicin, risikerer man at glemme at tage en tablet i ny og næ, at nogle af præparaterne påvirker hinanden på en uønsket måde - eller at man slet og ret kunne undvære en enkelt pakke eller to. Det kan det lokale apotek hjælpe med at få styr på med en gennemgang af al den medicin, man bruger. Nogle kommuner betaler for en sådan gennemgang. Som ny kroniker kan man yderligere få en gratis samtale om, hvordan man skal bruge den nye medicin.

“Vores dygtige farmaceuter og farmakonomer har en unik specialviden om lægemidler. Og de står på spring for at udfylde deres rolle i det nære sundhedsvæsen ved at hjælpe borgerne med at få bedst mulig gavn af behandlingen og ikke mindst undgå, at de måske ligefrem får det værre af den behandling, som skulle hjælpe dem,” siger Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening.

Store lokale forskelle

Analysen viser også, at der er store forskelle fra kommune til kommune på, hvor mange der tager mere end fem forskellige typer medicin og dermed er i forøget risiko for at opleve medicinrelaterede problemer. Det gælder fx for mere end hver fjerde indbygger i Langeland, Odsherred og Morsø kommuner, mens det kun er lidt over hver tiende københavner, der har så stort et medicinforbrug.

Forskellen hænger i høj grad sammen med, hvor mange ældre der bor i kommunen, da det særligt er den ældre del af befolkningen, der bruger mange typer medicin samtidig.

“Når man kommer lidt op i alderen, kan kroppen reagere anderledes på lægemidler, især når man tager flere forskellige slags på samme tid. Og så kan det også være svært for mange ældre at skelne de forskellige tabletter fra hinanden eller vænne sig til de hyppige justeringer eller ændringer af medicineringen, som man ofte kan komme ud for som kroniker. Derfor vil det lokale apotek gerne bidrage med relevant viden, når plejepersonale, pårørende og de ældre selv arbejder for at sikre bedst mulig effekt og færrest mulige medicinrelaterede problemer,” siger Anne Kahns.
 
Læs mere om medicingennemgange og medicinsamtaler