Nyheder og pressemeddelelser

Apotekerne har fortsat åbent – også i indkøbscentre

Mens Danmark i stigende grad lukker ned for at reducere smitterisikoen med COVID-19, er apotekerne fortsat åbne – også selvom de ligger i et indkøbscenter, stormagasin eller butiksarkade, der er blevet bedt om at lukke fra i dag.

Statsministeren skærpede i går endnu en gang reglerne for, hvilke butikker og erhvervsdrivende der må holde åbent. Her lyder de nye bestemmelser, at butikker, der ligger i indkøbscentre, skal lukke – lige med undtagelse af fødevareforretninger og apoteker.

Statsministeren nævnte også, at man højst må forsamles 10 personer. Det gælder ved arrangementer og lignende, men ikke for apoteker. Her er det butikslokalets størrelse, der er afgørende for, hvor mange kunder der må være ad gangen. Apoteket skal sørge for, at kunderne har mulighed for at agere på en måde, så risikoen for smitte minimeres. Reglen er, at der skal være 4 m2 pr. kunde.

"Apotekerne gør meget for at passe på kunder og medarbejdere, og når der er travlt, bliver man bedt om at vente uden for apoteket, indtil der er plads. Mange apoteker har sat plexiglasskærme op på skranken for at beskytte medarbejdere og kunder mod smitte, og en del tilbyder at ekspedere ude på parkeringspladsen," fortæller Apotekerforeningens formand Anne Kahns.

Hun pointerer endnu en gang, at man ikke må komme på apoteket, hvis man har mistanke om, at man kan være smittet med COVID-19. I så fald må man få andre til at hente sin medicin eller få den bragt ud med apotekets bud.

"Vi skal under alle omstændigheder nok sørge, at folk får deres medicin på en forsvarlig måde," forsikrer Anne Kahns.