Nyheder og pressemeddelelser

Apotekerne tilbyder gratis diabetes-risikotest

Apoteker landet over bakker igen i år op om Verdens Diabetesdag, der løber af stablen lørdag den 14. november. Det sker ved at tilbyde borgerne gratis risikotest, hvilket skal hjælpe med at opspore og forebygge sygdommen.

Over 76.000 borgere i Danmark anslås at have type 2-diabetes uden at vide det. Mange opdager først sent, at de har udviklet type-2 diabetes, da sygdommen som regel udvikler sig langsomt. Det kan ifølge Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening, have store sundhedsmæssige konsekvenser for den enkelte:

”Mange danskere med diabetes risikerer at udvikle alvorlige følgesygdomme såsom hjerte-kar-sygdom, nyresvigt og nedsat følesans i fødderne. Derfor er det vigtigt, man kender sin risiko, så man kan gøre noget og forebygge så tidligt som muligt. På den baggrund bakker vi igen i år op om Diabetesforeningens arbejde ved at tilbyde, at borgerne kan hente Diabetesforeningens gratis risikotest på rigtig mange apoteker rundt om i landet.”

I år er det endnu mere vigtigt, at så mange danskere som muligt tager risikotesten, fordi nedlukningen på grund af coronavirus har betydet, at mange har været mindre fysiske aktive i en længere periode. Hos Diabetesforeningen er dette noget, man er ekstra opmærksomme på:

”Vi frygter, at vi i den kommende tid vil se en stigning i diabetestallene på grund af corona-nedlukningen. Det skyldes, at nedlukningen har gjort mange mere inaktive og givet lidt ekstra kilo på sidebenene. Det kan få type 2-diabetes til at rykke nærmere, hvis man i forvejen er i høj risiko, siger Tanja Thybo, Diabetesforeningens forskningschef.

Hun henviser til, at 360.000 danskere har forstadier til type 2-diabetes og derfor er tæt på at udvikle sygdommen. Selv om arvelighed spiller en meget markant rolle, er overvægt og inaktivitet ofte en udløsende faktor.

Hos Danmarks Apotekerforening ser man også en øget risiko for type 2-diabetes blandt danskere, hvilket de nye risikotests gerne skulle være med til at forebygge:

”Når man kender til sin diabetesrisiko, er det nemmere at forebygge sygdommen eller eventuelle følgesygdomme. Så vi håber, at mange vil hente en risikotest på apotekerne landet over. Det er ikke alene vigtigt for den enkelte, men for folkesundheden generelt, at man opdager sygdommen i tide, eller forebygger, at den udvikler sig,” siger Birthe Søndergaard.

Man kan fra lørdag den 14. november hente en risikotest på mange apoteker landet over eller tage testen på www.diabetes.dk (red. 2021: test ikke længere aktiv). Den består af syv simple spørgsmål, som placerer folk i en risikogruppe. Testen er udviklet af forskere på Diabetes Research Centre på Leicester Universitet i England.  

 

Type 2-diabetes i Danmark

  • Mindst 252.000 danskere har type 2-diabetes
  • Om 10 år vil 430.000 danskere have type 2-diabetes
  • 76.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes
  • 360.000 danskere skønnes at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes)
  • Diabetes koster det danske samfund 31,8 milliarder om året

Almindelige symptomer på type 2-diabetes

  • Træthed
  • Øget tørst
  • Hyppig vandladning
  • Kløe
  • Vægttab

Her finder du fakta om diabetes samt regionale og kommunale tal.

Her kan du læse mere om Verdens Diabetesdag.