Medicinrester skal afleveres på apoteket. Det er budskabet i den informationskampagne, der i de kommende 14 dage vil rulle ud over hele landet. De gule informationsskilte vil ikke alene være synlig på landets apoteker. Borgerne vil også møde dem andre steder – bl.a. på Facebook og Instagram. 

Bag kampagnen står Alliancen Stop Medicinspild, der ud over Apotekerforeningen består af Pharmadanmark, Gigtforeningen, Ældre Sagen og Lægeforeningen. Målet med alliancen er at hindre medicinspild og miljøbelastning fra medicin. Det skal ske ved at fokusere på bedre brug af medicin og ved at gøre borgerne opmærksomme på, at medicinrester skal indsamles og destrueres korrekt.

”Fire ud af ti danskere er ikke klar over, hvordan de skal håndtere de medicinrester, de har liggende derhjemme. Det viser en måling, vi har fået foretaget. Især blandt unge er kendskabet lavt, og derfor er det relevant at gentage budskabet. Desuden gør vi i kampagnen opmærksom på, at medicin ikke må gives til andre end den, medicinen er ordineret til, og at man skal passe på med at have medicin liggende frit tilgængeligt i hjemmet. Det kan falde i de forkerte hænder, og det kan være farligt, hvis et barn eller et dyr eksempelvis spiser medicinen,” lyder advarslen fra Apotekerforeningens formand Jesper Gulev.

Derfor er et af budskaberne i kampagnen at huske borgerne på, at man slet ikke skal ligge inde med medicinrester og udløbet medicin. 

Medicinen skal sorteres, inden man afleverer den på apoteket, og bl.a. skal yderem-ballage som pap og tomme plasticbøtter fjernes og bortskaffes sammen med husholdningens øvrige affald. Skarpe genstande såsom kanyler skal anbringes i en særlig kanyleboks, så apotekets personale ikke stikker sig på det. Desuden er det vigtigt at notere sig, at kosttilskud (herunder vitaminer) ikke er medicin og derfor blot kan smides ud som eksempelvis biologisk affald.

Apotekernes opgave er at samle og opbevare den indleverede medicin, indtil den bliver afhentet af det kommunale affaldsselskab, der sørger for at få det forsvarligt destrueret på særlige forbrændingsanlæg. Denne ordning har eksisteret i mange år i Danmark, som dermed lever op til anbefalingerne i OECD’s nye rapport ’Management of Pharmaceutical Household Waste’. 

Her lægges der bl.a. vægt på, at alle lande bør have tilgængelige og gratis ordninger for indsamling af medicinrester. Rapporten understreger også det store behov for information, da befolkningerne anvender stadig større mængder af medicin som følge af længere levetider, flere multisyge, generel befolkningsvækst og et øget udbud af medicin.

I forbindelse med kampagnen gennemfører apotekerne en nærmere analyse af det affald, der indleveres til destruktion. Det skal give et bedre kendskab til, hvilken type medicin borgerne smider ud, og hvorfor det bliver kasseret. Dermed får man en vigtig viden i alliancens videre arbejde med at stoppe medicinspild.