Apoteket kan ved at tilbyde en udvidet individuel samtale til alle kronikere hjælpe med at forebygge uhensigtsmæssig brug af medicin. En tredjedel af alle kronikere tager ikke deres medicin, som lægen har anvist. Nogle tager ubevidst den forkerte dosis – andre selvregulerer uden at have den fornødne viden.

Det er ikke kun nydiagnosticerede kronikere, der kan have brug for hjælp til gode medicinvaner og øget viden om medicinen. Derfor skal ydelsen tilbydes til alle kronikere som et generelt sundhedstilbud i hele landet. Tilbuddet gives, når lægen eller apoteket konstaterer, at kronikeren enten ikke er kompliant eller udtrykker bekymring ved medicinen.

Ydelsen vil sikre, at borgeren bliver mere tryg ved den medicin, lægen har ordineret, og opnår gode medicinvaner. Cirka fire uger efter samtalen vil borgeren blive tilbudt en opfølgende samtale med apoteket. Det skal sikre, at anbefalingerne har ført til forbedringer i borgerens hverdag. Ved behov for ændringer i medicinen vil apoteket henvise til lægen.