Så hvorfor ikke lave en ordning, hvor alle med et stort medicinforbrug kan få udjævnet medicinudgiften hen over året? Så skal de blot betale et fast beløb hver måned. En sådan henstandsordning eksisterer allerede i dag, hvor patienter med et årligt medicinforbrug på over 19.000 kr. kan fordele den årlige egenbetaling på 4.110 kr. over 12 rater. Det betyder, at de hver måned betaler det lokale apotek 350 kr. og dermed slipper for de store udsving i egenbetalingen.
Den nuværende henstandsordning er dog meget tung at administrere, og reglerne for at blive en del af ordningen kan gøres mere enkle. Men værre er, at den binder patienten til at købe al medicin på et og samme apotek.
I Apotekerforeningen foreslår vi derfor, at man moderniserer ordningen, så den kan gælde for alle med et stort medicinforbrug – også dem, der måske ikke helt når op på 19.000 kr., men gerne vil slippe for de store udsving i udgifterne til medicin og foretrækker at betale et fast beløb hver måned. Ordningen skal være digital og gælde, uanset på hvilket apotek man handler.
Apoteket tilmelder kunden til ordningen, og kunden betaler hver måned det faste beløb til det offentlige. Herefter er den receptpligtige og tilskudsberettigede medicin gratis på alle apoteker – og man er som medicinbruger ikke bundet til altid at handle på præcis det apotek, man har aftalt en henstandsordning med.
Forslaget om at udjævne patienternes egenbetaling er ikke nyt. Det blev diskuteret i Folketingets Sundhedsudvalg allerede i 2017, og udvalget pålagde den daværende regeringen at indkalde til forhandlinger om, hvordan man kan hjælpe disse trængte borgere.
Men der er endnu ikke er sket noget i sagen. Derfor er det nu tid til at tage problemet op igen, så vi kan gøre en reel forskel for de borgere, der er dobbelt ramt af både prishop og tilskudshop. Det er i alles interesse, at vi finder en god løsning – hellere i dag end i morgen.
Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening