Debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor d. 16. november 2020.
Interessen var enorm, da apoteker, læger og andre aktører den 1. oktober i år åbnede for vaccination mod influenza. Danskerne, og især dem i risikogruppen, havde virkeligt taget myndighedernes anbefaling til sig om at undgå influenza midt i en coronatid. På 14 dage vaccinerede vi på apotekerne det samme antal, som vi vaccinerede hele sidste influenzasæson – og der var fortsat kø af personer i risikogruppen, der ønskede en influenzavaccination. Apotekerne stod ikke alene med den erfaring. Også de praktiserende læger oplevede (og oplever fortsat) et stort pres.
Vaccinationsraten for personer over 65 år er da også historisk høj og er nu oppe på 67 procent. Det er en væsentlig forbedring i forhold til de 52 procent, den har ligget på de sidste år. Vi er meget nærmere målet om at nå WHO’s anbefaling om 75 procent vaccinerede i risikogruppen.
Det er første gang, vi oplever et sådant stormløb på vaccine herhjemme – men det bliver helt sikker ikke sidste gang. For dette er blot en forvarsel om, hvad der venter os, når vaccinen mod COVID-19 er klar til at blive rullet ud til danskerne.
Derfor er det vigtigt, at vi løbende opsamler erfaringerne fra de første travle vaccinationsmåneder, så vi står lidt bedre rustet den dag, hvor det virkeligt gælder. Hvad har vi indtil videre lært?
For det første kan vi se, at der skal en væsentligt større vaccinationskapacitet til. Til trods for, at flere end nogensinde tilbød vaccination, så var køerne lange og konstante. Når vaccinen mod COVID-19 er klar til brug, må tilgængeligheden skrues op - alle aktører, herunder læger, apoteker og vaccinationsklinikker, må være klar til at vaccinere fra start.
For det andet er der brug for større transparens i forhold til, hvor de ubrugte vacciner befinder sig. Lige nu er vi i den mærkelige situation, at der ifølge Sundhedsstyrelsen er indkøbt 1,6 mio. vacciner til det danske marked. Men til trods for, at der kun er vaccineret godt 1,1 mio. danskere, begynder både apoteker, regioner og praktiserende læger at melde udsolgt af vacciner.
Borgerne kan få et opdateret overblik over, hvilke apoteker der stadig ligger inde med vacciner på www.apoteket.dk/findapotek. Men kortet over apoteker, der fortsat kan tilbyde vaccination til risikogrupperne, siger ikke noget om, hvilke læger og andre vaccinationsudbydere der har vacciner på lager. Der er kort sagt ikke noget samlet overblik over, hvor den sidste halve mio. vacciner befinder sig.
Deraf kan vi lære, at der er brug for løbende indberetning af såvel vaccinationer som lagerstatus, så myndighederne kan følge udviklingen og agere hurtigt, hvis nogle aktører oplever kritisk mangel på vacciner.
I det omfang, man kan sikre ubrudte kølekæder og sikkerhed for vaccinernes kvalitet, bør der være mulighed for at flytte rundt med vaccinerne – og det er min tredje pointe For hvis nogen mangler vacciner, mens andre har for mange, må det ikke være paragrafferne, der står i vejen for, at udsatte borgere kan blive vaccineret.
For det fjerde skal der være bedre forventningsafstemning med befolkningen om, hvem der kan få vaccinen og i hvilken rækkefølge. Det dur eksempelvis ikke, at myndighederne (som vi netop har været ude for) anbefaler alle at blive vaccineret, hvis der kun er indkøbt vacciner nok til at dække behovet hos sundhedspersonale samt ældre, gravide og visse kroniske patienter.
Det er vore erfaring, at danskerne godt kan forstå, at de sårbare og syge må prioriteres før de raske. Men denne viden kan de lige så godt få fra starten af. Myndighederne må melde klart ud, hvordan vaccinerne bliver fordelt, og hvornår de forskellige grupper står for tur.
Trods positive meldinger om, at den første effektive vaccine mod COVID-19 er på trapperne, så ved vi endnu ikke, hvornår den kommer, i hvilken mængde og i hvilken form. Imens vi venter, kan vi jo bruge tiden på sammen at blive lidt klogere på, hvordan vi skal håndtere vaccinationerne, når der virkeligt kommer pres på. Den store efterspørgsel efter influenzavaccinerne er som sagt kun en lille forsmag på det, der venter os.
Af Jesper Gulev Larsen, formand for Danmarks Apotekerforening