Effekten af medicinsk cannabis skal dokumenteres, som andre lægemidler

Det mener apotekerne om medicinsk cannabis

Effekten af medicinsk cannabis skal dokumenteres, som andre lægemidler:

  • Apotekerne er en del af sundhedssektoren. Vores opgave er primært at udlevere og rådgive om medicin og andre varer, der relaterer sig til sundhed og pleje.
  • Apotekerne vil gerne sælge medicinsk cannabis, når det er som lægemiddel. Apotekerne sælger allerede i dag receptpligtige lægemidler, som indeholder cannabinoider. På samme måde sælger apotekerne gerne lægemidler som eksempelvis metadon til personer i misbrugsafvænning. Her rådgiver apoteket om lægemidlernes brug og virkning. Men salg af cannabis som rusmiddel passer ikke ind i apotekets rolle som en del af sundhedssektoren.
  • Når medicinsk cannabis sælges som tørrede plantedele, skal der stilles krav til renhed og kvalitet af drogen, i lighed med de krav, der stilles til andre droger, der anvendes i lægemidler.
  • Når tørrede plantedele anvendes som lægemiddel, burde det forudsætte, at drogens effekt dokumenteres i et klinisk forsøg.
  • Hash som rusmiddel kan være skadeligt for helbredet – ligesom cigaretter. Apotekerne hjælper med rådgivning ved rygestop og kan derfor ikke samtidig sælge hash som rusmiddel. De to opgaver harmonerer ikke.

Der skal stilles høje krav til effekt, renhed og kvalitet af medicinsk cannabis. Salg af hash som rusmiddel passer ikke ind i apotekets rolle som en del af sundhedssektoren.

Baggrund

Politikerne har besluttet, at visse patientgrupper skal have adgang til medicinsk cannabis i en forsøgsordning, uden at effekten er dokumenteret.

Forslag om legalisering af hash fremsættes med jævne mellemrum. Sådanne forslag begrundes blandt andet med, at et legalt salg af hash vil føre til mindre kriminalitet og især mindre bandekriminalitet

Debatten om salg af hash som rusmiddel og som lægemiddel blandes til tider sammen i medierne.

Hvis politikerne vælger at legalisere hash, skal der findes et egnet sted at sælge hash til borgerne. Apotekerne har været nævnt som en mulighed. Det, mener vi ikke, er en god ide.

Hent politikpapiret i printvenlig PDF