Apotekerforeningen takker for muligheden for at svare på ovennævnte høring.

Overordnet er Apotekerforeningen enig i, at der er en bekymrende stigning med hensyn til forsyningsproblemer, både internationalt og i Danmark. Det er således positivt, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet her signalerer en villighed til at søge at imødegå disse vanskeligheder, som i perioder belaster borgere, læger og apoteker markant.

Tanken om at et nationalt stødpudelager kan imødegå forsyningsproblemer, forekommer intuitivt rigtig. Metoden med at gribe til en generel lageropbygning i Danmark og i andre lande risikerer imidlertid – i modsætning til formålet med reguleringen – at bidrage til at skabe forsyningsvanskeligheder i en situation, hvor forsyningssituationen for et givent lægemiddel er sårbar. Det skyldes, at efterspørgslen efter det pågældende lægemiddel vil blive kunstigt forhøjet med den lagerstørrelse der kræves. Ikke mindst hvis der er flere lande, der samtidigt indfører en sådan lagerpligt. En lageropbygning vil dermed både risikere at udgøre et ressourcespild hvis lagerførte lægemidler må kasseres. Og vil herudover med stor sikkerhed øge de samlede omkostninger ved lægemiddeldistributionen på grund af de kapitalkrav mv. det vil påføre leverandørerne.

Lovforslaget indebærer desuden et opgør med den hidtidige danske model med stærkt fokus på at sikre tilstrækkelig lægemiddelforsyning til en rimelig pris. Denne model har i vidt omfang baseret sig på korte prisperioder, stærk konkurrence og små partier, der med lave omkostninger kan markedsføres i Danmark. En tilgang som år efter år har bevirket de laveste priser på generiske lægemidler i Europa og med en forsyningssikkerhed, der har været højere end i mange andre europæiske lande. Det vil blive vanskeligt at opretholde denne unikke model, hvis der indføres en lagerpligt og hvis den kommer til at omfatte så mange lægemidler, som det fremgår af lovforslaget.

I lovforslagets bemærkninger vedrørende de erhvervsøkonomiske konsekvenser er det forudset, at de løbende omkostninger til de kommende varelagre vil beløbe sig til mellem 120 og 160 mio. kr. årligt. Hertil kommer en engangsudgift til it-udvikling for indberetning af lageroplysninger til Lægemiddelstyrelsen på mellem 60 og 185 mio. kr. Dette forekommer Apotekerforeningen at være endog meget høje omkostninger, der hermed pålægges lægemiddelvirksomhederne for at opnå en effekt, der måske er tvivlsom. Det må endvidere formodes, at disse meromkostninger for en stor dels vedkommende vil omsætte sig i højere medicinpriser for forbrugerne og for de offentlige udgifter til medicintilskud. Da forslaget samtidig risikerer at stille krav til leverandører som ikke kan løftes i praksis, vil der måske også ske en form for udskilning i leverandørleddet, hvilket igen kan påvirke priskonkurrencen negativt. Dette vil igen udløse et supplerende pres på priserne.

I den nuværende situation, hvor der er stigende forsyningsvanskeligheder, ville det efter Apotekerforeningens opfattelse være mere naturligt samtidigt at fokusere på initiativer som kan afhjælpe konsekvenser af forsyningsvanskeligheder. Det kan, som tidligere foreslået, være gennem udvidede muligheder for apoteket at substituere på tværs af styrke og pakningsstørrelse og eventuelt også protokolbaseret analog substitution (Serious shortage protocol). En udvidet mulighed for at iværksætte magistrel produktion i tilfælde af leveringsvanskeligheder ville også kunne imødegå en del forsyningssvigt.

Endelig kan man fremrykke lægernes kendskab til eventuelle forsyningsproblemer, så de allerede i ordinationsøjeblikket ved, om det lægemiddel de vil ordinere, er i restordre, så de eventuelt kan tilpasse ordinationen. Dette har hidtil været vanskeliggjort af, at det forudsætter udgifter til IT-udvikling. Der er dog tale om et meget lille beløb sammenlignet med de mellem 60 og 185 mio. kr. der er forudset at skulle anvendes til IT-udvikling i dette lovforslag.

Med venlig hilsen


Dan Rosenberg Asmussen