Inddragelse og samarbejde
Foreningen har i flere sammenhænge samarbejde med alle parter bag fusionen, og især Sundhedsdatastyrelsen er en helt central samarbejdspartner for os. Det gælder ikke mindst i regi af FMK og tilknyttede samarbejdsfora, fordi FMK er et helt afgørende og kritisk IT-system for apotekernes daglige virke. Danmarks Apotekerforening går i den forbindelse ud fra, at dette samarbejde fortsættes.Danmarks Apotekerforening ser endvidere gerne, at vi som relevante private sundhedsaktører, der allerede er kernebrugere af den offentlige sundheds-IT, bliver involveret i en tidlig fase ved udvikling af dataplatform, digital fordør og det nye center for sundhedsinnovation. Det er afgørende, at der i udviklingen af den offentlige sundheds-IT tages højde for, at private aktører i sundhedssektoren – som apotekerne, almen praksis m.fl. – tænkes ind i designet, så systemerne er forberedt til eventuelle opgaveglidninger i det nære sundhedsvæsen.
Foreningen har en lang erfaring med at udvikle og arbejde med kvalitet og standarder, og har derfor høj fokus på betydningen heraf, hvorfor vi finder det afgørende vigtigt at være med i udviklingen af nye IT-sundhedstandarder.
Foreningen stiller sig gerne til rådighed også til indledende dialoger om disse ting, idet det er vigtigt for sektoren og vores systemers samspil med sundheds-IT, at Digital Sundhed Danmark får mulighed for at tage højde for apotekernes udfordringer og behov.
Innovative sundhedsløsninger
I lovforslagets §8 nævnes det, at Digital Sundhed Danmark har til opgave at styrke udvikling og udbredelse af innovative sundhedsløsninger. Danmarks Apotekerforening opfatter det som en meget positiv og tiltrængt ambition, og ser meget gerne, at det afspejles i en øget hastighed i udvikling og implementering af IT-systemer bredt på Sundhedsministeriets område.Danmarks Apotekerforening har i de senere år udviklet nye digitale løsninger, som kræver såvel administrativ, politisk og IT-teknisk medspil og understøttelse for at blive realiseret. Foreningen håber, at der med etableringen af Digital Sundhed Danmark åbnes op for en konstruktiv og agil tilgang til at finde løsninger, som fx tilpasning eller udvikling af nye snitflader, der muliggør, at apotekerne kan indløse sektorens digitale potentiale til gavn for borgerne og det øvrige sundhedsvæsen.
Vederlagsfri adgang til MitID
Det nævnes i lovforslagets §12, at private aktører vederlagsfrit kan anvende MitID og NemLog-in uden eksplicit at nævne apoteket i rækken af eksempler, selvom apotekerne i dag har samme vederlagsfri ordning.For en god ordens skyld bemærkes derfor, at Danmarks Apotekerforening går ud fra, at sektoren fortsat vil være omfattet af ordningen i det nye regime.